Nyheder16. august 2023

Tyskland godkender lovforslag om legalisering af hash

Forslaget sendes nu videre til førstebehandling i parlamentet og ventes vedtaget senere i år
marijuana leaf in cannabis plant background
Hash kan snart blive lovligt i Danmarks naboland mod syd.
 Foto: Presse-fotos.dk

Den tyske regering har onsdag godkendt et lovforslag om at legalisere hash.

Det er et "vendepunkt", lyder det fra sundhedsminister Karl Lauterbach.

Forslaget sendes nu videre til førstebehandling i parlamentet og ventes vedtaget senere i år.

Loven er "et vendepunkt for en hidtil en meget forfejlet hashpolitik", siger Lauterbach.

- Ingen bør misforstå loven. Hash vil blive legaliseret. Men trods det forbliver det farligt, tilføjer han.

Formålet med loven er at slå det sorte hashmarked tilbage og at få færre narkorelaterede forbrydelser, skriver Lauterbach i en erklæring, der er forfattet sammen med det tyske landbrugsministerium.

Det er også hensigten at få begrænset narkohandel og antallet af misbrugere.

Det tyske politiforbund er modstander af at legalisere hash. Her frygter man, at det vil føre til mere kriminalitet, og at det vil give domstolen et endnu højere arbejdspres.

Af lovforslaget fremgår det, at det vil være tilladt for personer over 18 år at være i besiddelse af 25 gram hash. Det vil også være tilladt at dyrke tre hampplanter, så længe det er til personligt brug.

Hash skal være tilgængeligt gennem særlige sammenslutninger eller "hashklubber". Men hash må ikke ryges eller på anden måde anvendes inden for 250 meter af disse klubber.

Det vil gøre Tyskland til et af de mest liberale lande i Europa i forhold til hash.

Lovforslaget er dog ikke så vidtgående, som dele af regeringen havde ønsket. Regeringen består af forbundskansler Olaf Scholz' socialdemokrater, partiet De Grønne og De Frie Demokrater.

Uruguay i Sydamerika var i 2013 det første land til at legalisere produktion, handel og forbrug af hash. Siden fulgte en række stater i USA.

Malta blev i 2021 det første land i EU til at legalisere hash. Portugal og Holland har i en årrække tolereret det.

Sponsoreret indhold