Nyheder26. juli 2022

Typisk dansk vejr i årets sidste sommermåned

Det bliver hverken rigtig varmt eller rigtig koldt i august, viser de første prognoser
Det bliver klassisk dansk sommervejr i august ifølge DMI's månedsprognose.
Det bliver klassisk dansk sommervejr i august ifølge DMI's månedsprognose.
 Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Efter en uge, der både bød på den varmeste julidag nogensinde og kraftige skybrud, ligner det, at vejret opfører sig mere normalt de kommende uger.

Det viser DMI’s månedsprognose for august, der teknisk set gælder helt indtil 7. september.

De næste uger bliver her beskrevet som “typisk dansk sommervejr”, hvor man kan opleve alt fra overskyet vejr med regn til tørre solrige dage, hvor temperaturen kan nå op over 25 grader.

Den første uge i august forudsiges at få temperaturer omkring eller lidt under normalen – typisk mellem 16 og 23 grader.

Det samme gælder for regnmængden, der ligeledes kommer til at falde i “omkring eller noget under normale nedbørsmængder”, hvilket cirka svarer til 11-18 millimeters regn.

Samme billeder de næste uger

Det ligner ikke, at billedet for alvor ændrer sig i uge 32, som dækker over den 8-14. august.

Temperaturen kommer igen til at ligge omkring normalen, mens at der er chance for en kort periode med mere tørt og solrigt vejr.

– Sidst på ugen svækkes højtrykket vest og nordvest for landet, og lavtryk og fronter vil efterhånden nærme sig fra vest og give os mere ustadigt vejr med skyer, regn, byger og til tider blæst, skriver langtidsmeteorolog Mette Zhang i månedsprognosen.

Nedbørsmængden forventes at ligge på mellem 11 og 16 millimeter.

De næste uger er prognoserne fyldt med mere usikkerhed.

Også i uge 33 antydes det, at der kan komme en periode med tørt og solrigt vejr, mens at både temperaturerne og nedbør kommer til at lægge omkring samme niveau som ugerne forinden.

Sponsoreret indhold