Nyheder26. november 2003

TYND RADIO

Sørme, om ikke det er blevet påstået, at Danmark de seneste uger har gennemgået en ”radiorevolution”. Begejstret har kulturminister Brian Mikkelsen hilst de to nye, landsdækkende radiokanaler velkommen. I Kultur-Brians verden er Sky Radio og FM100 udtryk for intet mindre end en banebrydende nytænkning.
https://imgix.seoghoer.dk/media/09164c812a3c475a91c0a38ca268e3e8.jpg

Personligt synes jeg nu nok, at det er at stramme den en kende. Næppe helt overraskende kan de to radiokanalers bagmænd heller ikke rigtig komme til for deres egen begejstring over de "nye" tilbud til de danske lyttere. Nu er det ikke for at lyde mavesur: Men jeg har vanskeligt ved at se, hvori nytænkningen egentlig ligger. Hvori det revolutionerende skulle bestå. Undskyld mig: Bedriver Sky Radio og FM100 overhovedet nogen form for virksomhed, der ikke allerede er dækket ind af enten Danmarks Radio eller de mange (udmærkede) lokalradioer? Al respekt for Kylie Minogue og Robbie Williams. Og vel er morgenværterne Hjortshøj og Rimmer (indimellem) ganske morsomme. Men en revolution? Brud på et monopol? Nej, dertil er det for fattigt, for gennemsnitligt, for idéforladt. Det er ikke højpandet intellektuel radio, jeg efterlyser. Jeg elsker god popmusik. Men jeg undrer mig bare over, at den vildeste form for nytænkning åbenbart består i at spille de samme glimrende sange, der allerede spilles på de mange andre kommercielle radiostationer. Og så i øvrigt at ansætte en pensioneret oplæser fra TV-avisen som nyhedsvært. Alle de højtgagerede, kreative kræfter burde da kunne komme op med noget, der var bare lidt mere spændende, lidt mere anderledes end den gang idéforladthed, vi foreløbig er blevet præsenteret for. Radio-bagmændene (og kulturministeren for den sags skyld) må holdes fast på, at de har bebudet en revolution. Foreløbig har de intet gjort for at leve op til det løfte.

Sponsoreret indhold