Nyheder16. september 2024

Tyfon går i land i Shanghai og lukker lufthavne og motorveje

Shanghais cirka 25 millioner indbyggere rådes til ikke at forlade deres hjem, efter at tyfon er gået i land.

Shanghai er blevet ramt af en storm, som er den mest voldsomme, byen har oplevet, i mere end 70 år.

Det skriver kinesiske statsmedier.

Der er tale om tyfonen Bebinca, der tidligt mandag morgen lokal tid gik i land i den kinesiske storby.

Shanghai ligger ved kysten til det Østkinesiske Hav.

Ifølge AFP er alle fly til og fra byens to største lufthavne blevet aflyst, og motorveje er blevet lukket på grund af tyfonen.

Den har indtil videre medført kraftig vind og voldsom regn.

Myndigheder i byen oplyser, at Shanghai som følge af Bebincas ankomst er i såkaldt rødt alarmberedskab.

Nogle indbyggere, som bor ud til kysten, er i den forbindelse blevet evakueret fra deres hjem. Det drejer sig om 9.000 personer, der bor i distriktet Chongming, der består af øer, som ligger nord for Shanghai-halvøen.

Byens i alt omkring 25 millioner indbyggere er desuden blevet rådet til ikke at forlade deres hjem.

Ifølge det kinesiske CCTV, er Bebinca den kraftigste storm, Shanghai har set, siden tyfonen Gloria ramte byen i 1949.

Klokken 01 natten til mandag lokal tid, hvilket var klokken 19 søndag aften dansk tid, blev alle motorveje i Shanghai lukket.

Der blev også indført en hastighedsbegrænsning på 40 kilometer i timen på de veje, der stadig er åbne, inde i byen.

Myndigheder med ansvar for oversvømmelser i Shanghai har sagt til CCTV, at de allerede har modtaget "massevis" af anmeldelser om uheld forårsaget af tyfonen. Det gælder primært væltede træer og reklametavler.

Der er endnu ingen meldinger om beskadigede bygninger eller om, at personer er kommet til skade.

CCTV har desuden delt videoer af en journalist, der befinder sig i naboprovinsen Zhejiang, hvor man også mærker til Bebinca.

- Hvis jeg træder ud (i stormen, red.), kan jeg knap nok tale, sagde journalisten.

- I kan se, at havets overflade bare er bølge efter bølge, den ene højere end den anden.

Sponsoreret indhold