Nyheder12. november 2018

TV2 lukker 22 Nyhederne

TV2 stopper med at sende de sene nyheder, som normalt er blevet sendt klokken 22. Nu skal de sendes klokken 21.30
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/poul_erik_skammelsen.jpg
 Foto: Miklos Szabo/TV2

TV2 lukker deres sene nyhedsudsendelse, og erstatter den med en tidligere.

- Vi lukker vores 22 Nyheder og opretter en ny udsendelse klokken 21.30 fra 28. januar næste år, lyder det fra nyhedschef på TV2 Nyhederne Jacob Kwon til Mediawatch.

Ændringen skyldes, at man vil prøve at få flere seere.

- Vi gør det primært, fordi der sidder flere seere foran tv-skærmen kl. 21.30 end kl. 22, og dermed går vi efter at optimere antallet af seere, som kan få gavn af vores nyhedstilbud, siger han til Mediawatch.

I en pressemeddelelse forklarer Jacob Kwon, at der kommer til at ske ændringer i nyhedsdækningen.

"21.30-udsendelsen vil have fokus på dagens store nyheder og vil udfolde perspektiverne på de største historier. Det ligger også fast, at udsendelsen vil indeholde flere nyhedshistorier og have et højere tempo end de nuværende 22 Nyhederne", lyder det fra Jacob Kwon i TV2's pressemeddelelse.

Nye værter?

Poul Erik Skammelsen har været den største profil TV2's aftenudsendelse, og det virker ikke til, at Jacob Kwon smider et af sit stærkeste kort på gaden.

"Poul Erik Skammelsen har ydet en kæmpe indsats gennem de seneste knap fem år, hvor han har været fast vært på 22 Nyhederne. Vores seneste analyse viser, at han er Danmarks mest troværdige nyhedsvært, og han er derfor også et meget stærkt kort i vores nye udsendelse', lyder det fra Kwon i pressemeddelelsen".

Den nye udsendelse vil blive vist på TV2 efter VM i herrehåndbold til januar.

Sponsoreret indhold