Nyheder24. januar 2018

Efter 18 år: TV 2 sætter ”Hvem vil være millionær” på standby

Efter 18 år – og utallige nervepirrende programmer – har TV 2 valgt at stoppe med nye optagelser af ”Hvem vil være millionær”. Om det bliver et definitivt farvel til Hans Pilgaard og hans spørgsmål, må tiden vise
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/hans_pilgaard.jpg
 Foto: James Thisted

Der er blevet svedt – og jublet – og skreget – i den varme stol i 18 år, men nu kan det være slut.

I hvert fald har TV 2 valgt at stoppe med nye optagelser af ”Hvem vil være millionær”.

Det skriver ugebladet Tæt På og Ekstra Bladet.

Om det bliver et definitivt farvel til Hans Pilgaard og hans mange spørgsmål, må tiden vise. Indtil videre har kanalchefen hos TV 2 blot valgt at sige, at man sætter det populære underholdningsprogram ”på pause”:

- Det er korrekt, at vi efter 18 år med ‘Hvem vil være millionær?’ har valgt at holde pause med nyproduktionerne af programmet, men millionærquizzen – de resterende førstegangsudsendelser eller genudsendelser – kan fortsat ses på TV 2 og TV 2 Charlie, oplyser Lotte Lindegaard, kanalchef på TV 2 til Ekstra Bladet.

Vært på programmet siden 2007, Hans Pilgaard, fortæller til Ekstra Bladet, at han håber på, at han ikke er færdig med at stille spørgsmål til én million kroner.

- Jeg håber da stadig, at vi på et tidspunkt skal lave en omgang mere, men så vidt jeg ved, så er der ikke nogle optagelser planlagt lige nu, så jeg kan egentlig hverken be- eller afkræfte det. Den endelige beslutning afventer jeg stadigvæk, siger Hans Pilgaard til Ekstra Bladet.

Sponsoreret indhold