Nyheder13. november 2023

Tusindvis kan have fået Ozempic i strid med retningslinjerne

14.500 personer har fået udskrevet Ozempic uden først at have afprøvet billigere diabetesmidler
14.500 personer har i årets første otte måneder fået udskrevet den tilskudsberettigede diabetesmedicin Ozempic uden først at have afprøvet andre og billigere diabetesmidler.
14.500 personer har i årets første otte måneder fået udskrevet den tilskudsberettigede diabetesmedicin Ozempic uden først at have afprøvet andre og billigere diabetesmidler.
 Foto: George Frey/Reuters/Ritzau Scanpix

14.500 personer har i årets første otte måneder fået udskrevet den tilskudsberettigede diabetesmedicin Ozempic uden først at have afprøvet andre og billigere diabetesmidler.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Det er sket til trods for, at Medicinrådets vejledning foreskriver, at man skal have afprøvet billigere diabetesmedicin, inden man går over til Ozempic.

- De nye tal tyder klart på, at rigtig mange ikke burde have fået medicinen udskrevet. Det er formentligt personer, som ikke har diabetes eller på anden måde har fået midlet udskrevet i strid med retningslinjerne, siger Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, til mediet.

Ozempic har ligesom vægttabsmidlet Wegovy en slankende effekt, men modsat Ozempic er Wegovy ikke tilskudsberettiget.

For 8500 af de personer, som Ozempic er udskrevet til uden tidligere at have afprøvet billigere diabetesmidler, gælder det, at diabetes ikke er nævnt som begrundelse for at udskrive medicinen.

I resten af tilfældene er det anført, at Ozempic er givet til diabetesbehandling. Medicinen er dog som udgangspunktet givet i strid med vejledningen, fordi patienterne ikke har været i behandling med andre diabetesmidler.

Det er uvist, hvor mange af de 14.500 personer, der har fået tilskud til diabetesmedicinen.

Sundhedsdatastyrelsen oplyser til Jyllands-Posten, at mellem 92 og 94 procent af det samlede antal recepter på Ozempic er udskrevet med offentligt tilskud.

Praktiserende Lægers Organisation (PLO) tager afstand fra snyd med receptudskrivningen af Ozempic.

- Hvis læger udskriver Ozempic til patienter, som ikke er diabetikere, og endda skriver på recepten, at de skal have tilskud, er det snyd og bedrag, simpelthen. Det skal man gribe hårdt ind overfor, siger formand for PLO, Jørgen Skadborg, til Jyllands-Posten.

Sponsoreret indhold