Nyheder9. september 2023 (opd. 9. september 2023)

Tusindvis af klimademonstranter blokerer motorvej i Holland

Klimademonstranter er utilfredse med, at den hollandske regering giver tilskud til olie- og gasindustrien.
klimademonstration
Politiet i Holland har taget vandkanoner i brug for at bringe en større klimademonstration på en af landets motorveje til ophør.
 Foto: Ramon Van Flymen/Ritzau Scanpix

Tusindvis af klimademonstranter har skabt en menneskelig blokade ved motorvejen A12 nær byen Haag i Holland.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Demonstrationen er arrangeret af klimaaktivistgruppen Extinction Rebellion ("Oprør mod Udryddelse").

Aktivisterne er utilfredse med, at landets regering giver tilskud til olie- og gasindustrien.

- Havene rejser sig, og det gør vi også, råber demonstranterne i kor.

Aktivistgruppen har sagt, at de først vil stoppe blokaden, når den hollandske regering fjerner tilskuddene.

Myndighederne har flere gange bedt demonstranterne om at stoppe blokaden af motorvejen, der er en af de store færdselsårer til Haag. Indtil videre uden held.

Politiet har taget vandkanoner i brug i et forsøg på at få demonstranterne til at bryde op.

Flere af aktivisterne er dog mødt op med paraplyer eller er iført regntøj eller badetøj.

- Der bliver investeret mange penge på de forkerte ting. Det er dem, der bruger flest fossile brændstoffer, der i øjeblikket modtager de største tilskud. Det bremser overgangen til vedvarende energi, siger den 46-årige klimaaktivist Katrien Joosten til AFP.

Hun deltager i demonstrationen sammen med sin 13-årige søn.

- Jeg kan næsten acceptere vandkanonerne. Men jeg synes, at han er for ung til at blive arresteret, siger hun og trækker sønnen væk fra demonstrationens frontlinje.

Det er ikke første gang, at aktivister fra Extinction Rebellion demonstrerer på de hollandske motorveje.

I slutningen af maj anholdt hollandsk politi over 1500 klimaaktivister, der blokerede den samme motorvejstrækning nær Haag.

Over 3000 mennesker deltog i demonstrationen. Her måtte politiet også tage vandkanoner i brug, for at bringe blokaden til ophør.

Extinction Rebellion har tidligere organiseret aktioner i omkring 60 byer rundt om i verden. Bevægelsen har også tidligere blokeret britiske togstrækninger, lufthavne og veje.

Den sagde ved årsskiftet, at den i år ville prioritere deltagelse frem for anholdelser og relationer frem for blokeringer.

Gruppens medlemmer har i klimaets navn tidligere limet eller låst sig fast på genstande og har blandt andet også lavet hærværk på malerier.

/>

Sponsoreret indhold