Tuborg sender berømt øl på dåse i anledningen af 150-års fødselsdag

Det er ikke noget nyt, at Tuborg den 13. maj lader danskerne købe den velkendte Rød Tuborg, for at markere at bryggeriet er blevet et år ældre.
I år får man dog lov til at købe den andre steder end på landets barer, caféer og værtshuse, som ellers plejer at have eksklusivt monopol på øllen, der er ”Fra før verden gik af lave”, som sloganet engang hed sig.
I anledningen af at Tuborg fylder 150 år, har det brygget ekstra meget mørk pilsner, som derfor også kan erhverves på dåse.
Det oplyser brandmanager hos bryggeriet, Caroline Leopold.
– Normalt sælges Rød Tuborg udelukkende på landets barer og værtshuse, men i forbindelse med det flotte jubilæum ville vi gerne gøre noget ekstraordinært for vores kunder og danskerne, og derfor kan man i år som noget helt særligt også nyde en Rød Tuborg derhjemme, når vi for første gang i flere år lancerer den på dåse i landets dagligvarebutikker, siger hun.

Helt præcist har man brygget 1,2 millioner liter Rød Tuborg. Af dem skal 900.000 sælges på dåse.
Det var blot to år efter at bryggeriet blev stiftet i 1873, at Tuborg lancerede Rød Tuborg. Dermed var det den første øl, bryggeriet lavede til danskerne.
Rød Tuborg er en mørk, undergæret øltype, som stammer fra Bayern i Tyskland. I Danmark er typen kendt som lager- eller bajersk øl. Den er på 4,3 procent.
Selv om Tuborg først fylder år den 13. maj, vil man allerede i den her uge kunne købe øllen flere steder, oplyser bryggeriet.