Nyheder7. december 2022

Truslen for atomkrig stiger ifølge Putin

Putin forsikrer om, at Rusland ikke er "blevet vanvittig"
 Foto: Aller Media DK

Truslen om en atomkrig er stigende, siger Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Han understreger i samme ombæring, at Rusland betragter atomvåben som et afskrækkelsesvåben.

Det er et våben, der kun vil blive brugt i tilfælde af et angreb mod Rusland, siger han.

Og han forsikrer om, at Rusland ikke er "blevet vanvittig".

Ikke desto mindre vil Rusland forsvare sine allierede med alle midler, det har til rådighed, understreger Putin.

Han tilføjer, at det er USA og ikke Rusland, der har opstillet såkaldt taktiske atomvåben i andre lande.

Det er våben, som indeholder mindre sprængladninger, og som er beregnet til brug på kortere afstande end de sprænghoveder, som placeres på interkontinentale ballistiske missiler.

Der er ikke tidligere anvendt taktiske atomvåben i krig.

Putin taler onsdag via video til det præsidentielle russiske menneskerettighedsråd.

Det er ikke første gang, at Putin eller andre fremtrædende russiske politikere har luftet muligheden for, at atomvåben kan blive taget i brug i forbindelse med krigen i Ukraine.

Ruslands tidligere præsident, Dmitrij Medvedev, sagde i september, at hans land har ret til at forsvare sig selv med atomvåben, hvis det bliver presset ud over dets grænser.

- Dette er helt klart ikke bluff, sagde Medvedev.

Sponsoreret indhold