Nyheder10. marts 2022

Trumps fly tvunget til nødlanding

Den tidligere amerikanske præsident var om bord på et fly, hvis ene motor satte ud
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega766416_001_0.jpg
 Foto: MEGA

Et fly med USA's tidligere præsident Donald Trump om bord måtte lørdag aften foretage en sikkerhedslanding i New Orleans, da en af flyets motorer satte ud over Den Mexicanske Golf.

Det oplyser en kilde med kendskab til sagen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Flyet, en Dassault Falcon 900, havde tilbagelagt cirka 120 kilometer fra lufthavnen i New Orleans, da piloten besluttede at vende om.

Blandt passagererne var også flere Secret Service-agenter samt en række af Trumps rådgivere og andre ansatte.

Den tidligere præsident har ikke selv kommenteret hændelsen.

Var på vej til florida

Den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA, har ikke ønsket at udtale sig om sagen.

Den har i stedet henvist til Secret Service, "der som udgangspunkt ikke udtaler sig om de personer, de beskytter", lyder det i en kommentar fra agenturet.

Flyet var på vej mod Donald Trumps hjem i Palm Beach i delstaten Florida. Den tidligere præsident havde forinden talt for en forsamling af republikanske donorer på et hotel i New Orleans.

Den unavngivne kilde oplyser, at flyet tilhørte en af de tilstedeværende donorer, der havde lånt det til Trump, så han kunne komme hjem om aftenen.

bombe Rusland tilbage til stenalderen

Efter sikkerhedslandingen blev der hurtigt fundet et andet fly til den tidligere præsident, så han igen kunne sætte kursen mod Florida.

De amerikanske medier Politico og Washington Post var de første til at rapportere om episoden.

Ifølge Politico leverede Trump lørdag aften en 90 minutter lang usammenhængende tale foran donorerne i New Orleans.

Her spøgte han blandt andet med, at USA burde bruge fly med det kinesiske flag på til at "bombe Rusland tilbage til stenalderen".

Trump sagde også, at han "ser meget, meget nøje" på muligheden for at stille op til det amerikanske præsidentvalg i 2024.

Donald Trump var USA's præsident fra 2017 til 2021.

Sponsoreret indhold