Nyheder31. marts 2023

Trumps advokater laver aftale om at undgå håndjern

Donald Trump skal i næste uge have taget fingeraftryk og forbryderfoto i retten. Han slipper dog for håndjern

Der kommer til at udspille sig nogle usædvanlige scener, når Donald Trump i næste uge ventes at skulle stilles for retten i New York.

Her skal han nemlig - som den første tidligere amerikanske præsident - møde op i retten og blandt andet have taget fingeraftryk og forbryderfoto.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det tyder dog på, at præsidenten slipper for at blive lagt i håndjern.

Der er således indgået en aftale om netop dette mellem Trumps advokater og anklagerne i New York. Det fortæller Trumps forsvarsadvokat, Joe Tacopina, fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Trump ventes at møde op i retten tirsdag i næste uge.

Den officielle tiltale mod præsidenten er endnu ikke kendt. Både britiske Sky News og amerikanske CNN skriver dog, at der er 30 anklagepunkter.

Ifølge amerikanske medier handler sagen om bogføring af et beløb på 130.000 dollar, som den tidligere pornoskuespiller Stormy Daniels hævder at have fået få dage før præsidentvalget i 2016.

Pengene fik hun af Trumps daværende advokat Michael Cohen for at tie om en affære, som hun påstår at have haft med Trump i 2006 og 2007.

Cohen har erkendt, at han betalte pengene.

Cohen fik efterfølgende pengene refunderet af Trump-organisationen. Det betyder ifølge anklagerne, at Trump har forfalsket forretningsdokumenter.

Sponsoreret indhold