Nyheder11. marts 2022

Trump blev spurgt om krigen i Ukraine: Begyndte at tale om vindmøller

Hvordan slutter krigen i Ukraine? Den tidligere amerikanske præsident har et… specielt bud
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega766422_001.jpg
 Foto: MEGA

Man hører ikke meget til ham mere, efter at både Facebook og Twitter har givet ham livstidskarantæne fra deres platforme.

Men nu og da titter den tidligere amerikanske præsident stadig frem, og det skete torsdag, da Donald Trump medvirkede på podcasten ”Full Send”.

Her spurgte værten Kyle Forgeard Donald Trump, hvordan han tror situationen i Ukraine udvikler sig.

Her må man sige, at Trump gav et svar, som de færreste nok havde regnet med. Om de giver mening, må du selv bedømme.

Her følger journalistens bedste bud på en dansk oversættelse af Donald Trumps take på krigen i Ukraine:

Kyle Forgeard:

Hvad ser du, der sker som det næste? For det ligner, at spændingerne er høje. Hvordan slutter det hele? Bliver den en langsigtet ting? Hvordan ser du det hele udvikle sig?

Donald Trump:

Altså, og jeg har sagt det for lang tid siden, hvis det sker, gør vi lige, som de vil have. Grøn energi. Vindmøllerne. De virker ikke. De er for dyre. De dræber fuglene. De ødelægger landskabet. Og alligevel elsker miljøforkæmperne vindmøllerne. Og jeg har prædiket om det i årevis. Vindmøllerne. Og jeg har haft dem langt nede på listen. Men vindmøllerne er den dyreste energi, du kan få. Og de virker ikke. Og for resten, de virker kun i ti år, og når de starter med at ruste og rådne overalt, er der ingen, der tager sig af dem. De går bare videre til den næste prærie eller stykke land, og ødelægger det.

Podcastepisoden er allerede fjernet fra YouTube. Ifølge hjemmesiden overtræder videoen YouTubes retningslinjer om misinformation.

På Reddit findes klippet stadig. Her har det fået over 9000 kommentarer på undersiden ”Unexpected”.

Sponsoreret indhold