Trump ankommer til britisk statsbanket på dag med pomp og protester

De vigtigste gæster - nemlig dronning Camilla, kong Charles, præsident Donald Trump og Melania Trump - er ankommet til statsbanket på Windsor Castle.
Det viser billeder fra ankomsten efter en onsdag, som blandt andet har været præget af demonstrationer mod Trumps igangværende besøg i Storbritannien.
Ved banketten ventes både Trump og kong Charles at tale.
Ifølge BBC ventes en syv til otte minutter lang tale fra kongen, hvor han vil sætte fokus på Storbritannien og USA's historiske bånd og håbet om et godt fremtidigt forhold.
Imens vil han formentlig holde sig fra større internationale emner, der kunne være en kilde til splid, vurderer politisk redaktør hos BBC Chris Mason.
Der er tale om Trumps andet statsbesøg i Storbritannien, hvilket er første gang for en amerikansk præsident. Trump har undervejs ikke lagt skjul på sin begejstring for netop det faktum.
- Det er et meget særligt sted, sagde han ved ankomsten.
Men ikke alle har været lige begejstrede. Ifølge politiet i London dukkede 5000 mennesker op til demonstrationer, som kulminerede foran parlamentet i London.
Den 67-årige lærer Dave Lockett fortalte til nyhedsbureauet AFP, at han demonstrerede imod "det hele" ved Trump.
- Han skaber ødelæggelse og uro over hele Jorden. Hvis Trumps idéer bliver en del af dette samfund, så kan vi tale om fascisme i Storbritannien, sagde han.
Trumps første statsbesøg var i 2019 under den første embedsperiode.