Annonce
Nyheder7. oktober 2025

Troels Lund Poulsen: Jeg tror ikke jeg er statsministerkandidat

Venstres formand forventer ikke, at han kommer til at være statsministerkandidat ved næste folketingsvalg
Venstres formand Troels Lund Poulsen holder pressemøde. Venstres Landsmøde 2025 i Odense Congress Center, lørdag den 4. oktober 2025. (Foto: Robert Wengler/Scanpix 2025)
Troels Lund Poulsen tror ikke, han kommer til at gå efter statsministerposten ved næste folketingsvalg.
 Foto: Robert Wengler/Ritzau Scanpix
Annonce

Venstres formand, Troels Lund Poulsen, forventer ikke, at han kommer til at være statsministerkandidat ved det folketingsvalg, der skal finde sted senest i oktober næste år.

Det siger forsvarsministeren tirsdag aften i en partiledebat på Christiansborg, som finder sted på dagen for Folketingets åbning.

Her spørger DR2-vært Clement Kjersgaard om Troels Lund Poulsen kommer til at være statsministerkandidat ved valget.

- Nej, det tror jeg ikke, jeg er, svarer Venstre-formanden.

Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, får samme spørgsmål:

- Jeg tror, det næste folketingsvalg kommer til at handle om noget, ikke nogen, siger han med reference til sin egen retorik fra valgkampen i 2022.

Annonce

- Det er hamrende uinteressant. Det interessante er, hvad mener vi politisk, siger udenrigsministeren.

Venstre står i den seneste politiske meningsmåling fra analyseinstituttet Voxmeter til at få 9,5 procent af stemmerne, mens Moderaterne står til at få 4,2 procents opbakning.

Statsminister Mette Frederiksen (S) er ikke med i debatten. Hun har ikke ønsket at deltage, meddeler Clement Kjersgaard.

Annonce

Det er blevet bestridt af Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht.

- Det er urimeligt og udemokratisk, at DR udelukker Socialdemokratiet fra aftenens Debatten, skriver Benny Engelbrecht på X.

- Vi har tidligere kunnet stille med en anden politiker, når vores formand er forhindret - det er hun blandt andet, fordi hun er med i Spørg Statsministeren på DR1 i et overlappende tidsrum, skriver han.

Annonce

Benny Engelbrecht henviser til, at Mette Frederiksen tirsdag aften klokken 21.25-22.00 er med i programmet "Mød Statsministeren" på DR1.

Uanset aftenens fravær er Mette Frederiksen statsministerkandidat ved næste folketingsvalg. Hun er foreløbig den eneste kandidat.

Annonce

Sponsoreret indhold