Nyheder16. maj 2022

Trods nye regler: Her kræver de stadig mundbind på flyet

SE LISTEN: 14 EU-lande vil fortsat kræve, at du bærer mundbind på flyet, i toget og i bussen, selv om det ikke længere er et krav fra EU
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/colourbox52881804.jpg
 Foto: Colourbox

Fra i dag anbefaler EU ikke længere, at passagerer som hovedregel skal bære mundbind i lufthavne og på fly.

Hvis mundbind er obligatoriske i afgangslandet eller på destinationen, skal det dog stadig bæres under flyvningen.

Det gælder blandt andet i Tyskland, hvor et mundbindskrav på fjerntog og fly gælder frem til 23. september.

Mundbind er også påkrævet på lokale bus- og togruter.

HER ER HELE LISTEN

Europas største lavprisflyselskab, Ryanair, har offentliggjort en liste over 14 EU-lande, hvor nationale love stadig kræver, at man bærer mundbind for at forhindre smittespredning med coronavirus:

Cypern

Estland

Frankrig

Grækenland

Holland

Italien

Letland

Litauen

Luxembourg

Malta

Portugal

Spanien

Tyskland

Østrig

Kilde: Ryanair

Den tyske transportminister, Volker Wissing, og den tyske transportbranche har opfordret til, at mundbindskravet bliver skrottet på fly, tog og i busser.

Den tyske regering har imidlertid ingen planer om at afskaffe kravet foreløbigt.

Sundhedsminister Karl Lauterbach (SPD) har forklaret, at antallet af smittetilfælde stadig er meget højt, og derfor ser han ingen mulighed for at droppe mundbindskrav i den offentlige transport.

Hold afstand

Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (Easa), der hører under EU, meddelte onsdag, at mundbindskravet ville blive lempet fra mandag.

Agenturet begrundede det med, at det følger udviklingen i restriktionerne hos nationale myndigheder på tværs af Europa

Easa opfordrer fortsat til, at folk holder en vis afstand til hinanden i lufthavnen, men at lufthavnene samtidig skal have en "pragmatisk tilgang".

Det vil eksempelvis sige ikke, at lufthavnene ikke bør indføre afstandskrav, der risikerer at skabe kødannelse andre steder i lufthavnen.

Generelt betyder de lempede EU-regler ikke, at mundbind ikke længere er et krav på alle flyvninger i Europa.

Ud over Tyskland omfatter listen populære turistdestinationer som Spanien, Grækenland, Portugal og Italien.

Danmark fjernede kravet om mundbind i danske lufthavne i marts i år.

Sponsoreret indhold