Nyheder1. september 2022

Trist skolegang: Blot hver anden pige i 8. klasse er glad for den, hun er

Endnu en undersøgelse slår fast, at mange børn og unge har det svært med den psykiske trivsel
Det er specielt pigerne i 8. klasse, som i undersøgelsen viser tegn på mistrivsel og lavt selvværd.
Det er specielt pigerne i 8. klasse, som i undersøgelsen viser tegn på mistrivsel og lavt selvværd.
 Foto: Børns Vilkår

Kun hver anden pige i 8. klasse er glad for den, hun er.

Det viser en ny undersøgelse fortaget af Børns Vilkår, og ifølge direktør Rasmus Kjeldahl er det tal alt for højt.

– Det er rystende, at så mange børn og unge føler, at de skal spille skuespil for at passe ind i meget snævre normer- og helt forkert, at de synes, det er deres egen skyld, hvis de holdes uden for.

– Undersøgelsen understreger, at samfundet har et alvorligt problem med psykisk mistrivsel hos børn og unge, siger han om undersøgelsen, siger han i en pressemeddelelse fra organisationen.

Undersøgelsen bygger blandt andet på interviews med mere end 100 børn fra 5. til 8. klasse.

Her er konklusionerne, at de unge føler, man skal være udadvendt, sjov og højlydt for at blive accepteret i vennegruppen.

– Når man er den person, som man virkelig er, så er folk sådan; 'hvorfor er du så underlig', eller sådan noget. Så kan det godt være hårdt, fordi så kan man godt mærke på folk, at de bare godt kunne lide én, fordi man lod som om, man var én, som man ikke var, siger Sabine fra 8. klasse.

Elever fra 4. til og med 8. klasse har også svaret på to spørgeskemaundersøgelser, og det er her, at det blot er hver anden pige i 8. klasse, der svarer, at de “meget ofte” eller “altid” er glad for den, hun er.

Næsten hver tredje pige oplever lav tilfredshed, fremgår det desuden af spørgeskemaet.

Undersøgelsen er ikke den første, der peger på, at børn og unge mistrives i skoleårene, og ifølge Rasmus Kjeldahl er der brug for handling på området.

– Vi mangler en national handleplan, der fremmer trivslen, og kan understøtte bedre rammer for, at børn og unge kan indgå i positive fællesskaber, siger han.

Om undersøgelsen
​​​

  • Undersøgelsen 'Børn og unge kæmper for at passe ind' er en del af et treårigt projekt støttet af Nordea-fonden. Det centrale i projektet er en ny vidensbank, der skal skabe mere og bedre viden om børn og unge. Børn og unge skal desuden være med til at udvikle indsatser på baggrund af den indsamlede viden. Vidensbanken ejes og drives af Børns Vilkår.
  • Den ene del af undersøgelsen består af kvalitative interviews med 102 børn og unge fra 5. og 8. klasser fra hele landet, som har fået mulighed for at sætte ord på, hvad der kan gøre, at man er ked af det, ensom, eller ikke er glad, for den, man er.
  • Den anden del af undersøgelsen er baseret på to panelundersøgelser med i alt 5.748 besvarelser fra elever i 4., 5., 7. og 8. klasse. Panelundersøgelserne er finansieret af Ole Kirk's Fond og viser bl.a., at trivslen falder op gennem skolealderen for især pigerne.
  • 18 pct. af pigerne i 4. klasse svarer, at de har lav livstilfredshed, mens det i 8. klasse gælder 30 pct.
  • 9 pct. af pigerne i 4. klasse svarer, at de den seneste uge har haft det så dårligt, at de ikke havde lyst til at lave noget som helst. I 8. klasse gælder det 17 pct. af pigerne. Blandt drengene ligger det på 7 pct. på alle klassetrin.
  • 73 pct. af pigerne i 4. klasse svarer, at de den seneste uge har været glade for, hvem de er – i 8. klasse gælder det 49 pct. af pigerne. Blandt drengene svarer 83 pct. i 4. klasse, at de er glade for, hvem de er – i 8. klasse gælder det 73 pct.


Kilde: Børns Vilkår

Sponsoreret indhold