Nyheder29. oktober 2024

Trist nyt fra Aalborg Zoo: Begge elefanter aflivet

Aalborg Zoo har valgt at aflive havens to elefanter, Tanja og Mai
Hunelefanterne Mai og Tanja er i dag blevet aflivet.
Hunelefanterne Mai og Tanja er i dag blevet aflivet.
 Foto: Aalborg Zoo

Tidligere i dag valgte Aalborg Zoo at aflive elefanterne Tanja og Mai - dermed er det slut med at opleve det mægtige dyr i den nordjyske have.

I en pressemeddelelse oplyser Anette Sofie Warncke Nutzhorn, der er zoolog i Aalborg Zoo, at Tanja var blevet så syg, at det ikke længere var humant at holde hende i live:

- Vores matriark, Tanja, har gennem længere tid fået det stadig dårligere. Vi har undersøgt hende grundigt med hjælp fra eksperter fra ind- og udland og forsøgt med en række behandlinger, men desværre uden resultat. Afskeden med Tanja var derfor en nødvendig beslutning, hvor hensynet til elefantens velfærd vejede tungest i en situation, hvor der ikke var udsigt til bedring, siger Anette Sofie Warncke Nutzhorn.

Tanja var ifølge Aalborg Zoo den førende matriark af de to elefanter. Derfor opstod et naturligt spørgsmål, da man besluttede, at den aldrende og syge elefant skulle aflives: Hvad skulle der ske med Mai?

Aalborg Zoo har i den forbindelse talt med den europæiske zoologiske organisation EAZA, der med flere end 400 medlemmer er verdens største regionale sammenslutning af zoologiske haver og akvarier.

EAZA opfordrer altid til, at hunelefanter bør have konstant kontakt med andre elefanter, på grund af deres stærke sociale behov, og at zoologiske haver derfor frarådes at lade hunelefanter gå alene.

- Dyrenes ve og vel er vores ansvar, og der ligger altid grundige overvejelser bag, inden vi afliver et dyr. Elefanter er flokdyr og meget sociale, og i vores tilfælde var der endda tale om to hunner, der havde levet sammen, siden de kom til Aalborg Zoo i 1985. Derfor har vi hele tiden været bevidste om, at når den ene af dem ikke var her længere, ville vi også være nødsaget til at tage afsked med den anden. Vi har i flere år været ekstra opmærksomme på Mai, der blandt andet havde gigtforandringer i fodleddet. Så en kombination af hendes helbredsproblemer og hensynet til, at hun ikke skulle være alene tilbage i anlægget, betød, at vi valgte også at aflive Mai, forklarer Anette Sofie Warncke Nutzhorn, inden hun tilføjer:

- Det var ikke en reel mulighed at flytte den anden af vores elefanter til en ny dyrepark. Dels på grund af Mais helbredsproblemer, og dels fordi det ville være alt for stressende og traumatiserende for hende at blive flyttet og derefter skulle integrere sig i en ny flok, siger Anette Sofie Warncke Nutzhorn.


Sponsoreret indhold