Nyheder18. marts 2024 (opd. 18. marts 2024)

Trist! Kipenzi er blevet aflivet

Det sker efter alvorlig sygdom

Den 21-årige hangorilla Kipenzi fra Givskud Zoo er blevet aflivet efter fremskreden alvorlig sygdom.

Det skriver Givskud Zoo i en pressemeddelelse.

Kipenzi var den eneste voksne hangorilla i flokken, som nu består af tre hunner og to fireårige unger.

Ifølge Ditte-Mari Sandgreen, dyrlæge i Givskud Zoo, var det en trist, men nødvendig beslutning at aflive gorillaen.

- Kipenzi var særdeles vigtig i vores arbejde med at styrke arten, en god flokleder hos gorillaerne, og et afholdt dyr hos de ansatte, så at vi nu ikke længere har ham, berører os alle, siger hun i meddelelsen.

Hangorillaen har været syg den seneste tid. Derfor blev han bedøvet for at få lavet en grundig udredning.

Det viste sig, at Kipenzi havde fået bughindebetændelse, som havde spredt sig i bugen.

Bughindebetændelse er tæt på umuligt at helbrede hos en gorilla, forklarer Ditte-Mari Sandgreen.

Derfor blev det besluttet at aflive gorillaen.

Kipenzi var ifølge Givskud Zoo blandt de højst rangerede hanner i det internationale avlssamarbejde mellem zoologiske haver.

- Vi samarbejder meget struktureret med andre dyreparker om avl, så vi kan beskytte og styrke truede arter. Kipenzi var vigtig i det avlspuslespil, så det er klart en brik, vi kommer til at mangle nu, siger Ditte-Mari Sandgreen i pressemeddelelsen.

Nu vil hanungen Kijani, som er efterkommer af Kipenzi og også bor i Givskud Zoo, rykke længere op ad rangstigen. Men han er stadig for ung til at indgå som avlshan i det internationale samarbejde ifølge Ditte-Mari Sandgreen.

Givskud Zoo er den eneste dyrepark i Danmark, der har gorillaer.

Kipenzi var efterkommer af hangorillaen Samson, som døde i 2015. Samson var blandt andet kendt fra DR-programmet "Bag kulisserne i Zoo".

De øvrige gorillaer i flokken fik lov at se Kipenzi, efter at han var blevet aflivet. Det sker for, at de bedre kan forstå situationen, forklarer Ditte-Mari Sandgreen.

Alvorlig sygdom i mave-tarm-systemet er ifølge Givskud Zoo en af de mest almindelige dødsårsager hos gorillaer.

Ifølge dyreparken forskes der i årsagerne, men da infektionen ofte er fremskreden ved aflivning, er det vanskeligt at identificere den oprindelige årsag til sygdommen.

Sponsoreret indhold