Nyheder20. januar 2009

Trine Michelsen: Kæmpede i 7 år

- Det har været meget svært, men jeg har vænnet mig til tanken om, at jeg snart skal dø, sagde Trine allerede i 2006
Trine Michelsen mistede alt håret under sine kemobehandlinger
Trine Michelsen mistede alt håret under sine kemobehandlinger
 Foto: All Over

Trine Michelsen, som ville være fyldt 43 år i morgen, onsdag, havde for længst indset, at hun ikke ville vinde kampen mod kræften.

Allerede i 2006 ventede den tidligere nøgenmodel på, at hendes tid skulle komme.

- Det har været meget svært, men jeg har vænnet mig til tanken om, at jeg snart skal dø, sagde Trine Michelsen, da hun for allersidste gang trådte frem i offentligheden.

- Jeg har lært at acceptere min situation. Prøver at leve én dag ad gangen og få det bedste ud af enhver situation, fortalte Trine ved samme lejlighed til SE og HØR.

Bange for at dø

Det er dog først de senere år, at Trine Michelsen indså, at kampen mod kræften var umulig at kæmpe. I 2005 udtrykte hun håb og nægtede at lade sygdommen vinde.

- Nogle gange bliver jeg bange, men andre gange tænker jeg ikke så meget på det. Jeg har fået at vide, at jeg har 25 procents chance for at overleve - hvad det så end betyder. Men man skal jo lære at forholde sig til det. Man SKAL jo forholde sig til det, sagde Trine til SE og HØR, første gang hun talte om sygdommen.

Den tidligere nøgenmodel var blevet opereret, havde fået fjernet sin ene skulder, og gennemgået en kemokur, der fik hende til at tabe alt sit hår. Nu afventede hun tappert lægernes endelige dom.

- Hvis det viser sig, at der stadigvæk er kræft, så siger jeg nej til mere kemo. Jeg kan ikke klare den tur igen. Jeg vil hellere dø af kræft end af kemo.

Dødsdommen

Få uger efter interviewet, fik Trine Michelsen svar på sine prøver og de viste ikke det, hun havde håbet på. Trines 25 procents chance for at overleve blev taget fra hende, da hun fik at vide, at kræften havde bredt sig til det meste af kroppen og knoglerne.

- Scanningen gik ikke som forventet. Den faldt negativt ud. Det er det eneste, jeg kan sige. Jeg har brug for fred nu - jeg må bare tage hånd om mig selv og mine kære, sagde Trine Michelsen.

Fik endelig fred

3 år efter slap kræfterne op, og Trine Michelsen døde med sin far ved sin side i al stilfærdighed på Håndværkerhavens Plejehjem på Bispebjerg.

- Trine var tilfreds. Hun døde med stor værdighed, fortæller hendes far, den tidligere "Bogart"-vært Ole Michelsen.

Sponsoreret indhold