Nyheder19. august 2021

Tre meter lang pytonslange overrasker i supermarked

Det var heldigvis en tidligere slangefanger, der stødte på den krydderiglade slange
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/australia-python-03.jpg
 Foto: Facebook

Der var lidt ekstra krydderi på supermarkedsturen for nogle australiere på indkøb i et supermarked i Sydney.

En tre meter lang pytonslange havde valgt at gemme sig på krydderihylden, og den valgte til stor overraskelse på et tidspunkt at stikke hovedet frem.

En talsperson for supermarkedet Woolworths kalder slangen for en "slimet og sjælden kunde" til australske The Guardian.

Artiklen fortsætter under opslaget ...

Det er Hilary Leigh, der selv var taget ud for at købe ind til mandagens aftensmad, der stødte på slangen og delte videoen af den uventede gæst sammen med teksten "kun i Australien!!!" på sin Facebook-profil.

helt tæt på

Det var mens, hun kiggede på de forskellige krydderier på hylden, at hun drejede hovedet og pludseligt stod ansigt til ansigt med slangen.

- Den var kun 20 centimeter fra mit ansigt, fortæller hun og fortsætter:

- Den ville bare sige hej.

Tilfældigvis er Hilary Leigh tidligere frivillig slangefanger, så hun er glad for, at det var hende fremfor en anden, der stødte på slangen.

- De fleste var nok gået i panik, fortæller hun.

spærrede området af

Hun gjorde personalet opmærksom på slangen, der lå krøllet sammen på hylden, og de fik hurtigt spærret området af.

Hilary Leigh smuttede hjem og hentede det nødvendige udstyr og vendte tilbage til krydderihylden og fjernede den ikke-giftige slange.

Ganske udramatisk fik hun det bakset ned i en pose, så den kunne sættes fri i mere naturlige omgivelser.

- Den var rolig og slet ikke aggressiv, fortæller Hilary Leigh.

Hilary Leigh har set den slags pytonslanger mange underlige steder, men lige præcis en krydderihylde i et supermarkedet havde hun dog ikke set komme.

Sponsoreret indhold