Nyheder15. august 2023

Travl sommer for Dyrenes Beskyttelse: 8000 dyr reddet

Dyrenes Beskyttelse rykkede i juni og juli ud til dobbelt så mange dyr i nød som i januar og februar.
Dyrenes beskyttelse har travlt
Dyreunger har givet Dyrenes beskyttelse travlt sommeren over.
 Foto: Colourbox

Det har været en travl sommer ved Dyrenes Beskyttelses beredskab. I juni og juli rykkede beredskabet ud til 8178 dyr i nød.

Dyreværnschef ved Dyrenes Beskyttelse Yvonne Johansen forklarer, at det er højsæson for foreningens arbejde, og at de mange udrykninger oftest skyldes dyreunger, der kommer galt afsted eller vækker bekymring.

- Det er en kombination af, at der er dyreunger som harekillinger, rålam og fugleunger, der er nye i trafikken så at sige, og så at folk også bevæger sig mere ude i naturen sammenlignet med om vinteren og efteråret, siger hun.

Udrykningerne skete på baggrund af 33.400 opkald til Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812, der tager sig af henvendelser om vilde dyr, dyr uden ejer, der er kommet til skade, påkørte dyr og ved mistanke om vanrøgt eller uansvarligt ejerskab af dyr.

Beredskabet, der består af frivillige dyrereddere, og resten af foreningen kan mærke travlheden af de mange opkald og udrykninger.

- Både vores ansatte medarbejdere og vores frivillige oplever, at der er rigtig, rigtig travlt. Det er også et tidspunkt, hvor de gerne selv vil afholde sommerferie. Vi løber stærkt for at nå alle opkald og hjælpe alle de dyr, vi kan, siger Yvonne Johansen.

Katte udgjorde langt størstedelen af de dyr, beredskabet rykkede ud til i juni og juli. Over 1500 udrykninger omhandlede katte.

Yvonne Johansen forklarer, at det er en dyregruppe, der ofte ses i forbindelse med påkørsler. Katte udgør desuden en kompleks problemstilling, da det ofte er svært at fastslå ejerskab og ansvar for de enkelte katte. Hun opfordrer derfor til, at folk får dem mærket, registreret og neutraliseret.

Ud over katte rykkede beredskabet også du til mange duer, skader og kragefugle, samt småfugle og hunde.

Dyrenes Beskyttelse er en frivillig forening, der siden 1875 har hjulpet dyr i nød. Foreningen har tilknyttet 1000 frivillige, der hjælper med alt fra hundeluftning til dyreredning.

Antallet af udrykninger inkluderer også udrykninger foretaget af Falck, der supplerer beredskabets indsats.

Sponsoreret indhold