Nyheder3. august 2017

Travl i Hollywood: Første sommerferie i tre år til "Wupti-Pede"

Alexandre Willaume har haft travlt i udlandet de seneste år - og nu begynder projekterne at få premiere.
https://imgix.seoghoer.dk/media/685803817a64469399fb2e3eabdb3a46.jpg
 Foto: Claus Poulsen

Amerikanske film og TV-serier er efterhånden fyldt godt op med flotte, danske fyre. Mads Mikkelsen, Nikolaj Coster-Waldau og Pilou Asbæk er blot nogle af de skuespillere, vi kan være stolte af at have sendt ud i verden.

I denne tid er et andet dansk ansigt også at finde i en masse udenlandske produktioner - blandt andet storfilmen "Valerian".

Men lige nu nyder den 44-årige skuespiller, mange i Danmark kender som "Wupti-Pede", sin første rigtige sommerferie i lang tid.

- For første gang i tre år skulle jeg ikke rejse på arbejde et sted hen. Sidste år valfartede jeg frem og tilbage mellem Budapest og vores sommerhus i Santorini, fortæller han til SE og HØR.

Lige for tiden arbejder Alexandre Willaume på TV-serien "Deep State", som skal sendes næste år på den amerikanske station Fox.

- Jeg har været i Marokko og optage, og så skal jeg til London og optage. Men jeg har fri i tre uger nu, og det er dejligt. Jeg smed også telefonen væk, hvis jeg skal være helt ærlig!

Inden den amerikanske TV-serie var det en ny filmatisering af computerspillet "Tomb Raider", der tog Willaumes tid - den har også premiere i 2018. Og inden da var det filmen "Good Favour", der blev indspillet i Belgien.

Desuden har skuespilleren, der tidligere har fortalt om sin drøm om at blive rockstjerne, på det seneste også haft roller i de britiske serier "The Last Kingdom" og "Home Fires".

- Det er fra udlandet, tilbudene er kommet den seneste tid, fortæller Willaume, der dog også meget gerne laver film og serier i Danmark - når de rigtige tilbud altså kommer.

Sponsoreret indhold