TRAGEDIEN

Det kunne det så alligevel, bare 24 måneder senere. I nogle få infernalske minutter om morgenen den 26. december ændrede flodbølgen alt. I Khao Lak og i store dele af Asien raserede og dræbte den. Og overalt i verden affødte den sorg og menneskelig ulykke.Med ét var paradis på jord forvandlet til et helvede. Og de glade feriegæster, der skulle have nydt endnu en dag ved poolen eller på stranden, lå nu som lig i brændingen. Som en grufuld påmindelse om, at tragedien kan komme, når vi mindst venter det. Og at vi faktisk ikke kan gøre synderligt for at forhindre den.For det er jo det tankevækkende ved katastrofen i Asien: At den dybest set er udtryk for naturens kolossale kræfter. Og at den ikke - som for eksempel terrorangrebet i USA den 11. september - er udtryk for menneskers ufattelige ondskab.Katastrofen i Asien har fyldt meget i danskernes bevidsthed de seneste dage, og kollektivt har nationen udvist en enestående vilje til at hjælpe og yde bidrag. Hvad der selvfølgelig er et lys i mørket.Forklaringen på offerviljen er - tror jeg - at vi kan identificere os med tragedien. At det med andre ord lige så godt kunne have været dig eller mig, der lå på stranden i Khao Lak, da bølgen tog alt.Nu er det bare vigtigt, at vi holder fast i interessen. At vi ikke glemmer katastrofens fattige ofre på Sumatra, i Sri Lanka og Indien, når det naturlige fokus på de skandinaviske ofre fortager sig om nogle uger.Det er i det hele taget vigtigt, at vi ikke glemmer alle denne verdens andre katastrofer.For ganske vist er flodbølgen i Asien en tragedie af ufattelige dimensioner. Men de små børn sulter altså stadig i Afrika. De har gjort det længe. Og dem er der ikke mange, der snakker om i disse dage.