Nyheder5. januar 2024 (opd. 5. januar 2024)

Trafik i sneglefart: - Kør hjemmefra i god tid

De fleste veje er åbne fredag morgen, og togtrafikken kører som normalt. Dog med risiko for forsinkelse

Voldsom sne i dele af Jylland

LÆS OGSÅ: Kan ende galt for dig i dag

Efter kraftige sne- og regnbyger onsdag og torsdag, vil det fredag morgen være muligt at køre ud på de fleste veje igen - dog med forbehold.

Sådan lyder meldingen fra vagthavende ved Vejdirektoratet Kenneth Andersen.

For Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) advarer om sne- eller isglatte veje i hele landet.

- Man skal køre efter forholdene, køre hjemmefra i god tid, holde god afstand til de forankørende og orientere sig på Vejdirektoratets hjemmeside, siger Kenneth Andersen.

Ifølge ham vil E45 motorvejen - som onsdag og torsdag har været spærret på grund af store mængder sne - også være åben for kørsel.

- Man kan godt køre ud på E45, men den er is- og sneglat helt fra Horsens og op til det nordjyske. Man møder derfor ikke en sort vej, som man er vant til at køre på, siger Kenneth Andersen.

Østjyllands Politi vil først fredag morgen lave en ny vurdering af, hvad opfordringen skal være til de østjyske bilister. Det skriver de i et opslag på det sociale medie X.

Den nuværende opfordring lyder på, at man skal undgå al unødig kørsel i Østjylland, hvilket omfatter E45 motorvejen.

Togtrafikken vil også være genoprettet i hele landet fredag morgen - men med risiko for forsinkelser. Det oplyser informationschef hos DSB Tony Bispeskov.

- Man skal være opmærksom på, at Banedanmark kan komme ud for, at sporskiftene kan give udfordringer afhængigt af, hvordan sneen har lagt sig, siger han.

Derfor opfordrer han til, at man tjekker Rejseplanen, inden man tager hjemmefra.

Ifølge Kenneth Andersen vil der desuden være risiko for vand på vejene i Sønderjylland, på Fyn og Sydsjælland.

Det er også vand på kørebanen, der betyder, at E47 Sydmotorvejen er spærret mellem Rødbyhavn og Maribo på Lolland-Falster i begge retninger. Og det vil den også være fredag, oplyser Kenneth Andersen.

Årsagen er, at der er så meget vand på de omkringliggende marker, at det ikke kan komme væk.

Sponsoreret indhold