Nyheder24. januar 2024 (opd. 24. januar 2024)

Træer vælter ned på motorvej på grund af uvejr

Vejhjælp er tilkaldt, fordi flere træer er væltet på E45 i Jylland. Bilister rådes til at nedsætte hastigheden

Et træ, som var væltet på E45 Østjyske Motorvej mellem Hedensted og Hornstrup, er blevet fjernet onsdag aften.

Det fremgår af Vejdirektoratets trafikkort.

Hornstrup ligger cirka seks kilometer nord for Vejle.

Ifølge Vejle Amts Folkeblad oplyste Vejdirektoratet, at træet var væltet nær frakørslen ved Hedensted i sydgående retning.

Klokken lidt over 18 er vejhjælpen ikke nået frem endnu. Det fortalte Jesper Nielsen, som er vagthavende hos Vejdirektoratet, til Ritzau.

- Det vil blive fjernet hurtigst muligt, sagde han og tilføjede, at vejhjælp var tilkaldt.

Bilister blev rådet til at nedsætte hastigheden, indtil træet blev fjernet.

Jesper Nielsen oplyste desuden, at Vejdirektoratet ikke havde fået meldinger om flere væltede træer andre steder i landet, selv om Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har varslet kraftig blæst.

- Vi mærker ikke noget til blæsten.

Til gengæld mærker man den kraftige blæst på broerne.

På Vejdirektoratets trafikkort står der, at vindfølsomme køretøjer frarådes at passere Alssundbroen, hvor vindes ventes at aftage torsdag morgen.

Det samme gælder for Vejlefjordbroen, hvor vinden ventes at aftage i løbet af natten.

Desuden er det forbudt for påhængskøretøjer med en samlet totalvægt på under 2,5 ton at køre over Storebæltsbroen. Indtil videre forventer Vejdirektoratet at ophæve forbuddet klokken 02.

Vejdirektoratet fraråder kørsel med vindfølsomme køretøjer på Øresundsbroen. Restriktionen ventes ophævet omkring klokken 03.

Sponsoreret indhold