Toppolitikeren Karen Melchior smækker med døren: Melder sig ud af De Radikale

Europaparlamentariker Karen Melchior melder sig ud af partiet De Radikale.
Men hun fortsætter sit virke i parlamentet som løsgænger, oplyser hun i en pressemeddelelse.
Beslutningen kommer, efter at partiet siden maj har opfordret Melchior til at nedlægge sit mandat i EU-Parlamentet.
Karen Melchior har ikke hidtil reageret på opfordringen.
Men onsdag skriver parlamentarikeren, at hun ikke "kan efterleve anmodningen om at nedlægge sit mandat".
- Jeg er forblevet som medlem af Radikale, da mine synspunkter ikke har ændret sig.
- Efter maj havde jeg en forventning om, at jeg fredeligt kunne få lov til at fortsætte mit arbejde. Men partiets ledelse valgte at modarbejde og chikanere mig på forskellig vis, formentlig da partiet ikke har en eksklusionsparagraf i sine vedtægter.
- Derfor kommer jeg til at melde mig ud af De Radikale, skriver Karen Melchior.
Hun tilføjer, at hun i indeværende valgperiode vil arbejde for "mine og radikale mærkesager på vegne af de 17.292 stemmer, som jeg fik i 2019".
Bag om Karen
* Navn: Karen Melchior.
* Alder: 41 år.
* Fødested: 15. oktober 1980 i København.
* Bopæl: København.
* Parti: De Radikale.
* Uddannelse:
- 1999-2005: Tager en kandidatgrad i jura fra Københavns Universitet.
- 1996-1998: Studerende ved Gammel Hellerup Gymnasium.
* Karriere:
- 2020-: Medlem af bestyrelsen for Rønde Højskole.
- 2017-2018: It-sikkerhedsjurist i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
- 2006-2008: Ekstern lektor ved Københavns Universitet.
- 2005-2017: Ansat i forskellige juridiske stillinger under Udenrigsministeriet. Heriblandt Kontor for Europæisk Naboskab, den danske ambassade i London og Handelspolitisk Kontor.
* Politisk karriere:
- 2019-: Medlem af EU-Parlamentet. Onsdag den 10. august 2022 oplyser hun, at hun melder sig ud af De Radikale, men fortsætter arbejdet i EU som løsgænger.
- 2019: Kandidat for De Radikale ved EU-parlamentsvalget og folketingsvalget. Hun blev valgt til EU-Parlamentet med 17.292 personlige stemmer, hvorefter hun droppede planen om at komme i Folketinget.
- 2018-2019: Medlem af Borgerrepræsentationen i København for De Radikale.
- 2014: Kandidat for De Radikale ved Europaparlamentsvalget. Hun opnåede ikke valg.
- 2014: Kandidat for De Radikale til folketingsvalget. Hun blev ikke valgt ind.
- 2012: Karen Melchior bliver medlem af De Radikale.
* Andet:
- Taler dansk, engelsk og fransk og har efter eget udsagn derudover basale færdigheder på arabisk og tysk.
Kilder: De Radikale, LinkedIn og TV2 Lorry.