SENESTE: Har sat togbusser ind
Der kører mandag ingen tog på strækningen mellem Klampenborg og Rungsted Kyst, og passagerer skal derfor med togbus.
Det skyldes, at Banedanmark skal udbedre en fejl på en køreledning, som har påvirket togtrafikken siden mandag morgen.
Det fremgår af DSBs hjemmeside. På X skriver DSB, at der er tale om en nedrevet køreledning.
Togene stoppede med at køre på strækningen mandag klokken 10, og togtrafikken ventes at køre igen omkring klokken 19.
På strækningen mellem København H og Klampenborg henviser DSB til S-tog, og mellem Klampenborg og Rungsted Kyst kører der togbusser. Mellem Rungsted Kyst og Helsingør vil der køre tog hver halve time.
Tidligere mandag morgen kørte der også færre tog på strækningen grundet den nedrevne køreledning på Klampenborg Station, hvilket medførte længere rejsetid.
DSB opfordrer passagerer til at tjekke Rejseplanen.