Nyheder13. december 2022 (opd. 13. december 2022)

Togkaos: Flere tusinde er ramt

Godt 2000 rejsende mellem Køge, Næstved og Nykøbing Falster påvirkes af problem med togdriften
Der er store problemer med togdriften på dele af Sjælland i dag.
Der er store problemer med togdriften på dele af Sjælland i dag.
 Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

SENESTE: Nu er fejlen rettet

Tirsdag morgen og formiddag kører der ingen tog mellem Næstved og Køge og mellem Nykøbing Falster og Næstved.

Det oplyser DSB på sin hjemmeside. I stedet må passagererne rejse med bus.

En signalfejl hos Banedanmark er årsagen til, at togdriften er indstillet. Omkring 2300 rejsende ventes at blive påvirket af problemet, oplyser DSB til Ritzau.

Tidligt tirsdag morgen forventede DSB, at togene ville køre som normalt fra klokken ni. Selskabet har dog måttet ændre tidspunktet til cirka klokken 12. Det fremgår af hjemmesiden.

At togdriften er nede i flere timer end først forventet, skyldes en prognose fra Banedanmark, som står for infrastrukturen.

Mellem Næstved og Køge forventer DSB at køre med togbus hver halve time. Mellem Næstved og Nykøbing Falster vil togbusser køre i pendulfart "indtil videre", skriver DSB.

Derimod kører togene mellem Næstved og Helsingør over Ringsted og Roskilde som normalt. Det oplyser DSB på hjemmesiden.

Hvis man som rejsende med DSB bliver mere end en halv time forsinket, kan man søge om at få kompensation via DSB's rejsetidsgaranti.

Sponsoreret indhold