Togdrift igen ramt af problemer mellem Fredericia og Odense

Efter at en nedrevet køreledning har givet problemer for togdriften mellem Fredericia og Odense, kan der nu igen køre tog på strækningen.
Det skriver DSB på sin hjemmeside.
- Da vi kun har et spor at køre i, kan vi kun køre cirka et tog i timen i hver retning. Der vil dog stadig være store forsinkelser mellem landsdelene og flere aflyste tog, lyder det.
Togtrafikken blev søndag eftermiddag indstillet grundet en nedrevet køreledning ved Ejby mellem Odense og Middelfart.
Men søndag omkring klokken 16 oplyste pressevagten hos DSB, at man igen kunne køre på strækningen, men kun i det ene spor.
Det ændrede sig igen kort før klokken 18, hvor alle tog igen blev meldt til at holde stille.
DSB oplyste på det tidspunkt desuden, at der var problemer med at skaffe togbusser. Det var ikke muligt, lød det.
Her var meldingen også, at DSB aflyste alle regionaltog på strækningen resten af søndagen.
DSB gør opmærksom på, at passagerer skal forvente længere rejsetid og aflyste tog.