Nyheder31. august 2023

Tog påkører og dræber fem banearbejdere i Norditalien

Banearbejderne var i gang med at erstatte dele af togskinnerne, da de blev påkørt

Fem banearbejdere er døde efter at være blevet påkørt af et tog omkring onsdag midnat i kommunen Brandizzo tæt på Torino i Norditalien.

Det skriver det italienske nyhedsbureau Ansa.

Yderligere to personer kom til skade, selv om de ikke blev ramt af toget.

Banearbejderne var i gang med at erstatte dele af togskinnerne, der forbinder Torino med Milano.

Toget, der kørte med 160 kilometer i timen, kørte med tomme togvogne, der skulle fragtes fra Alessandria til Torino.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at banearbejderne blevet trukket adskillige meter langs med togskinnerne.

Borgmesteren i Brandizzo, Paolo Bodoni, fortæller nyhedsbureauet AGI, at en beredskabsarbejder over for ham har beskrevet et "frygtindgydende ulykkessted", hvor banearbejdernes jordiske rester er blevet spredt ud over en strækning på 300 meter.

- Det er en kæmpe tragedie, siger borgmesteren ifølge AFP.

- Det kan ikke udelukkes, at der har været en kommunikationsfejl.

Togføreren er i chok, men er ikke kommet noget til, skriver Ansa.

Selskabet RFI, der driver jernbanenettet i Italien, udtrykker i en udtalelse sin sorg over hændelsen og kondolerer over for de omkomnes familier.

Sponsoreret indhold