For mange kan de stikkende myg være en stor plage i løbet af foråret og sommeren.
Men i både maj, juni og starten af juli har myggeplagen været helt i bund i Danmark.
Det skriver Videnskab.dk på baggrund af tal fra myggetal.dk.
Samtidig fortæller René Bødker, der forsker i myg på Københavns Universitet, til mediet, at han aldrig har set et så lavt niveau for myg i juni.
Årsagen er, at vi har haft det tørreste forår i årtier, forklarer han.
Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) var foråret 2025 det næstsolrigeste forår, siden de landsdækkende soltimemålinger
begyndte i 1920.
På landsplan skinnede solen skinnede i gennemsnit i 711,1 timer i marts, april og maj. Det er 155,8 timer over klimanormalen for 1991-2020 på 555,3 timer, lyder det i et sammendrag fra juni.
Dertil faldt der på landsplan i gennemsnit 81,5 millimeter nedbør. Det er 50,7 millimeter under klimanormalen på 132,2 millimeter for 1991-2020. Det tørreste forår var i 1974, hvor der ifølge DMI faldt 46 millimeter nedbør.
Skov- og strandengsmyggene, som har for vane at være den helt store plage, ligger hele vinteren som æg. De klækker, når de bliver oversvømmet i foråret og er så færdigudvoksede i starten af sommeren, forklarer René Bødker til Videnskab.dk.
Grundet det tørre forår har myggene ikke haft mulighed for at klække og blive klar til juni.
- Der plejer at være fordybninger med vand i skoven og på marken, men det var der ikke i april og maj. Det har været et usædvanligt vejr, siger forskeren.
Han understreger samtidig, at vand og høje temperaturer hurtigt kan få billedet til at ændre sig.
I den forbindelse nævner René Bødker et voldsomt skybrud i København 2. juli 2011, hvor kloaksystemerne ikke kunne følge med og kældre og gader stod under vand.
Ifølge forskeren var der i august og september samme år 100 gange så mange myg som normalt.