Nyheder 2. marts 2005

TØRNÆS’ SKÆBNE

Spørg lige eksminister Henriette Kjær, om hun og gemalen – sådan set i bakspejlet – ikke gerne havde undværet deres to sofaer og den elektriske markise. Jeg gætter forsigtigt på, at svaret er bekræftende.

Og spørg engang Ulla Tørnæs, om hun ikke i dag ville ønske, at hendes mand havde droppet den billige østeuropæiske arbejdskraft på svinefarmen. Også her er et "ja" overvejende sandsynligt. Eksemplerne på politikere, som fældes - ikke på deres politiske dispositioner, men alene på deres dispositioner som privatpersoner - er efterhånden talrige:Ritt Bjerregaard boede for dyrt i Paris - og måtte gå som minister. Buksti kørte for stærkt på motorvejen - og vælgerne straffede ham prompte. Og hvem husker ikke stakkels Jimmy Stahr, som forlod en Irma-butik med to ikke-betalte flødeis samt en ost i inderlommen. Hans politiske karriere endte ligesom også lidt brat.Om det også er tilfældet med Ulla Tørnæs', er for tidligt at sige. I skrivende stund er det endnu uklart, om hun trækker sig, bliver fyret af Fogh - eller blot står forpjusket og ydmyget tilbage. Under alle omstændigheder: Også Tørnæs kommer med sikkerhed til at betale en høj pris, fordi hun ikke fik tjekket forholdene på sin mands virksomhed. Man kan spørge: Er det urimeligt, at politikerne i den grad skal bøde for noget, der på overfladen kunne minde om detaljer? Burde de ikke i stedet alene bedømmes på deres politik? Jeg synes det faktisk ikke. Sagen er, at politik i dag ikke mindst handler om personlig integritet. Altså, om hvem der besidder nogle karakteregenskaber, der gør dem egnede til at være i spidsen for det her samfund. Og i det øjeblik, der kan påvises et misforhold mellem det politikeren SIGER, og det politikeren GØR - lige præcis i dét øjeblik bør hammeren falde.Derfor måtte Henriette Kjær gå. Og derfor bør Ulla Tørnæs rimeligvis tage den samme vej.

Sponsoreret indhold