Nyheder9. januar 2024

Tjekkisk minister i modvind for at feste på dag for masseskyderi

Opposition har beskyldt minister for ikke at afbryde julefest, da første informationer om skyderi indløb

Den tjekkiske socialdemokrat og socialminister Marian Jurecka er kommet i modvind for sin håndtering af skyderiet i Prag, der kostede 14 personer livet.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Oppositionen har beskyldt Marian Jurecka for ikke at afbryde en julefest i sit ministerium, da de første informationer om skyderiet indløb.

21. december skød en studerende på Charles University 14 personer og sårede 25. Herefter skød han sig selv.

Ifølge Radio Prague International havde Marian Jurecka ingen intentioner om at afbryde julefesten.

Ministeren hævder, at han ikke holdt øje med sin telefon, og at han kun blev "fuldt informeret" om angrebet via en sms-besked klokken 18.26.

Først oplyste Jurecka, at han forlod julefesten klokken ni, men senere indrømmede han, at han vendte tilbage til festlighederne efter et regeringsmøde omkring klokken 23.

Jurecka sagde efterfølgende, at han havde fejlvurderet situationen, og har undskyldt.

- Det var en fejl, og Marian Jurecka har indrømmet det, har premierminister Petr Fiala udtalt. Han har samtidig afvist, at en regeringsrokade skulle være på tale.

Sponsoreret indhold