Tivoli taber penge men oplever stadig fremgang

Pilen peger igen den rigtige vej for Tivoli, der har været hårdt ramt af corona.
Trods fremgang taber forlystelsesparken i København dog stadig penge. Det viser Tivolis regnskab for 2021, der er offentliggjort torsdag.
I alt lyder underskuddet i Tivoli på 42 millioner kroner. Det er en forbedring på cirka 100 millioner kroner i forhold til 2020, hvor corona gjorde rigtig ondt.
På grund af corona var Tivoli nødt til at holde lukket i lange perioder, og det var selvsagt en dyr omgang.
I 2021 har Tivoli fortsat været berørt af corona, men ikke i samme omfang, og det er en af hovedårsagerne til det forbedrede resultat.
- Restriktionerne blev i slutningen af sommersæsonen lempet, og dette kunne ses på både stigende gæstetal og omsætning i efteråret, siger Susanne Mørch Koch, administrerende direktør i Tivoli, i en pressemeddelelse.
Samlet har Tivoli i 2021 omsat for 719 millioner kroner. Det er en stigning på 51 procent i forhold til året før.
Selv om omsætningen er øget markant i 2021, så har Tivoli stadig et stykke op til niveauet før corona, hvor der blev omsat for over en milliard om året.
Dengang tjente Tivoli også som regel et to- eller trecifret millionbeløb om året.
I første omgang er der ikke udsigt til den slags overskud igen.
Tivoli forventer, at parken i 2022 kommer til at få et nyt underskud, som dog vil være tættere på et plus, end resultatet i 2021 var.
- For 2022 forventer vi et forbedret aktivitetsniveau, der dog fortsat forventes at ligge under det historiske niveau, forklarer Susanne Mørch Koch.
I 2021 havde Tivoli lige under 2,4 millioner besøgende. Det var en stigning på 47 procent i forhold til året før.
Gennem en lang årrække har Tivoli været den mest besøgte forlystelsespark i Danmark.
De tre jyske forlystelsesparker Legoland, Djurs Sommerland og Fårup Sommerland er blandt de andre meget besøgte forlystelsesparker i landet.