Nyheder28. juni 2025 (opd. 28. juni 2025)

Titusindvis ventes at trodse Orbán og deltage i Budapest Pride

Politiet i Ungarn har forbudt pride, men arrangørerne vil ikke vige, og lørdag er der march gennem Budapest

Titusindvis er mødt op for at vise deres støtte til LGBTQ+-personers rettigheder, når der lørdag afholdes Budapest Pride i den ungarske hovedstad.

Ifølge arrangørerne deltager rekordmange mennesker i den årlige parade.

- Vi vurderer, at der deltager 180.000 til 200.000 mennesker, siger pridens forperson, Viktoria Radvanyi, til nyhedsbureauet AFP.

- Det er svært at vurdere, for der har aldrig før været så mange mennesker til Budapest Pride.

Gunvor Wibroe, som er Socialdemokratiets LGBT+-ordfører, er en af de danske deltagere, der er rejst til Budapest for at støtte priden.

- Jeg har aldrig set så mange mennesker til en pride i mit liv, og jeg har været til en del. Det er overvældende og fuldstændig fantastisk. Copenhagen Pride synes meget meget lille i sammenligning, siger hun til Ritzau.

- Det virker, som om ungarerne virkelig massivt siger fra over for Orbán.

Omkring 30 lande menes at være repræsenteret blandt deltagerne, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Der er bare ét problem: Politiet har nedlagt forbud mod priden, og Ungarns premierminister, Viktor Orbán, har advaret om, at det vil få retlige konsekvenser, hvis man deltager.

Ungarns parlament vedtog i marts en lov, der gav landets politi juridisk grundlag for at forbyde LGBTQ+-optog.

Men Budapests liberale borgmester, Gergely Karácson, afviste at aflyse Budapest Pride.

- I denne by er der ingen første- eller andenrangsborgere. I denne by ved vi, at kun sammen kan vi være frie.

- Så i denne by kan hverken frihed eller kærlighed forbydes, og Budapest Pride kan heller ikke forbydes, sagde borgmesteren.

Forbuddet mod LGBTQ+-optoget ses af kritikere som et udtryk for, at Ungarns nationalkonservative regering med Viktor Orbán i spidsen generelt udfordrer ungarernes demokratiske frihedsrettigheder.

70 organisationer fra det ungarske civilsamfund skrev fredag i et åbent brev, at de støtter Budapest Pride, og at loven, der ligger til grund for forbuddet, "har til formål at intimidere hele samfundet".

Blandt deltagerne i priden er EU's kommissær for ligestilling, Hadja Lahbib, og 70 medlemmer af EU-Parlamentet - herunder de danske medlemmer Per Clausen (EL), Marianne Vind (S) og Rasmus Nordqvist (SF).

Også flere end 200 delegerede fra Amnesty International er at finde i paraden blandt regnbueflag og protestskilte.

I en skriftlig kommentar kalder Amnesty Internationals generalsekretær, Agnès Callamard, forsøget på at forbyde Budapest Pride for et frontalangreb på LGBTQ+-samfundet i Ungarn.

- Det forsøgte forbud mod Budapest Pride har afsløret, hvor langt de ungarske myndigheder er villige til at gå for at tilbagerulle grundlæggende rettigheder. Men det har også vist, hvor meget vi kan opnå, når vi står sammen i modstand, siger generalsekretæren.

Også den danske organisation Lev og Lad Leve er til stede under Amnestys faner. Her er fire bestyrelsesmedlemmer og otte-ti øvrige aktivister taget til Budapest for at deltage i paraden.

- Jeg kan tage ned og vise min solidaritet og være med til at synliggøre det pres, som menneskerettigheder og særligt minoritetsrettigheder er under, siger aktivist og bestyrelsesmedlem i Lev og Lad Leve Emily Olander.

Hun sagde forud for paraden, at hun ikke er nervøs for at blive anholdt. Skulle hun eller en af de andre fra organisationen få en bøde, har de på forhånd samlet 23.000 kroner ind til at dække det.

Derimod er hun mere bekymret for, om moddemonstrationer kan udvikle sig voldeligt og få lukket paraden.

Selve marchen skulle begynde klokken 15, mens deltagerne samledes fra klokken 14.

Kort efter klokken 16 oplyste Emily Olander, at paraden netop var gået i gang.

Ungarsk politi har ifølge hende omlagt ruten. Der er varslet tre moddemonstrationer.

Det er 30. år i træk, at Budapest Pride afholdes.

Sponsoreret indhold