Nyheder20. april 2024

Titusinder demonstrerer på De Kanariske Øer mod masseturisme

Demonstranter siger, at De Kanariske Øer er overbebyrdet med turister. Vil have sat loft over antallet
Demonstranter på gaden i byen Puerto del Rosario på øen Fuerteventura lørdag. De er en af en række demonstrationer, som har været afholdt lørdag på De Kanariske Øer mod masseturisme. -  
Demonstranter på gaden i byen Puerto del Rosario på øen Fuerteventura lørdag. De er en af en række demonstrationer, som har været afholdt lørdag på De Kanariske Øer mod masseturisme. -
 Foto: Europa Press Canarias/Ritzau Scanpix

Titusinder af demonstranter er lørdag gået på gaden på De Kanariske Øer for at kræve, at der gøres noget ved masseturismen.

De mener, at de spanske vulkanøer vest for Afrika er ved at blive overbebyrdet.

"De Kanariske Øer har en grænse", lyder det fælles slogan for demonstranterne.

Sidste år besøgte 16 millioner mennesker de syv øer og deres 2,2 millioner beboere. Det er et yndet feriemål for mange danskere.

De demonstrerende vifter med flag og fylder op i gaderne rundt om på øerne. Teksten på en plakat fortæller, at "De Kanariske Øer er ikke til salg", mens en anden lyder "En ende på turismen".

- Respekter mit hjem, har andre skrevet.

Arrangørerne siger, at masseturismen er med til at fastholde en økonomisk model, som skader de lokale borgere. De kræver, at myndighederne griber ind og sætter loft over antallet af turister.

Ifølge politiet er 20.000 mødt op for at demonstrere, mens arrangørerne siger, at 50.000 er på gaden.

- Vi er ikke imod turister, siger Rosario Correo, en af demonstranterne, til tv-kanalen TVE.

- Det, vi beder om, at de ændrer denne model, som tillader ubegrænset vækst i turismen, siger hun.

Konkret kræver de, at to igangværende hotelbyggerier på Tenerife, den største af øerne, stoppes.

Og de vil have, at de lokale beboere får et større ord at skulle have sagt i forhold til., hvad de kalder ukontrolleret vækst. De mener, at det skader miljøet på De Kanariske Øer.

Der har lørdag også været demonstrationer i Barcelona og i Madrid til støtte for folk på De Kanariske Øer.

Demonstrationer mod masseturisme er taget til rundt om i Spanien de seneste måneder. Men turismen er samtidig vigtig for den spanske samfundsøkonomi. Den står for 12,8 procent af landets samlede økonomi.

På De Kanariske Øer er fire ud af ti ansatte beskæftiget inden for turistsektoren.

Sponsoreret indhold