Nyheder23. januar 2024

Tirsdag kan solen kigge frem, men allerede onsdag kommer den kraftige vind retur

De kommende dage vil svinge mellem sol og regn tilsat en ordentlig portion kraftig vind
Stormvejr i Nørre Vorupør, torsdag den 21. januar 2021. DMI har udsendt varsel om stormende kuling (20-23 m/s) med vindstød af stormstyrke (25-28 m/s) langs den jyske vestkyst torsdag eftermiddag og aften.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Den jyske vestkyst kan tirsdag opleve forhøjet vandstand, mens der onsdag er risiko for vindstød op til stormstyrke.
 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det har givet forhøjet vandsted i flere danske farvande, efter de seneste dages kraftige blæst, og DMI’s varsel om stormstyrke i den vestlige del af landet er fortsat gældende.

Det fremgår af det danske vejrinstituts hjemmeside tirsdag morgen.

Her står det klart, at tirsdag kan byde på en smule sol sammen med de lokale byger, og det er med at nyde de solstråler, der nu engang bryder igennem.

Allerede natten til onsdag løber det næste regnvejr ind over landet fra vest.

Derfor vil onsdag primært byde på byger og blæst, der sågar kan give vindstød af stormstyrke langs den jyske vestkyst.

- Blæsten presser yderligere vand ind i Limfjorden og de indre danske farvande og torsdag forventer vi forhøjet vandstand ganske mange steder langs med de danske kyster, skriver DMI.

Torsdag bliver dog ifølge prognoserne en anelse pænere med aftagende vind og plads til sol, men natten til fredag kan vi igen se frem til regnvejr.

DMI’s varsel tirsdag lyder på risiko for forhøjet vandstand op mellem 1,3 og 1,5 meter over det normale ved den jyske vestkyst frem til sent tirsdag aften.

Sponsoreret indhold