Nyheder15. maj 2008

TILLYKKE, MEP

Det er jo altid rart at erfare, at man ikke står helt alene. Derfor var jeg noget lettet, da jeg læste i et fødselsdagsportræt af en redaktør, der
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/qvortrup-mener/leder2008-jpg.jpg

Det er jo altid rart at erfare, at man ikke står helt alene. Derfor var jeg noget lettet, da jeg læste i et fødselsdagsportræt af en redaktør, der fyldte 80 forleden, at han i sin tid blev kaldt "vaneforbryderen". Man måtte næsten forstå på artiklen, at forbrydergenet udgjorde et charmerende træk ved den gamle bladmand. Også godt at vide.

Den runde dag var Mogens Emil Pedersens. Ham er der ikke mange, der kender. Tager man derimod de tre forbogstaver, er det en anden sag. For Mep kender de fleste - som den legendariske chefredaktør for dette udmærkede blad. 27 år på SE og HØR blev det til, og Mep formåede at blive et varemærke af samme styrke som selve bladet. Og med de samme værdier forbundet til sig:

Dejlige damer og skarp journalistik. Sådan er SE og HØRs stil. Og sådan er Meps.

Der er redaktører - og så er der rigtige redaktører. Og sidstnævnte kategori har jævnligt deres bryderier med retssystemet. Det ved denne signatur. Og det vidste Mep. I al fald har han gæstet Københavns Byret så hyppigt, at jeg i sammenligning må fremstå som en forsigtig, lille skoledreng.

Dommerne var ikke synderligt begejstrede for Mep og hans meritter. Det var til gengæld læserne, og dem havde Mep i grunden noget større respekt for end de tørre jurister nede i byretten. I al fald formåede Mep at forvandle et skrantende ugeblad til danmarkshistoriens største bladsucces. Hele 350.000 eksemplarer blev der langet over disken i Meps storhedstid.

Det var dengang; så god er verden ikke længere. Det er der mange gode årsager til. Og skulle vi ikke - som en hilsen til 80-års-fødselaren - fastslå, at en af de vigtigste er, at Mep var i en klasse for sig.

Derfor, Mep: Tak for indsatsen - og stort tillykke. Det fortjener du. Ærlig talt!

Sponsoreret indhold