TILLYKKE

Fredag den 14. maj 2004 - et par minutter over fire om eftermiddagen, da kronprins Frederiks øjne blev våde ved synet af hans smukke tilkommende nede for enden af Vor Frue Kirke. Da stod nationen stille. Da kunne man høre en knappenål falde til jorden. Da måtte selv de mest hårdnakkede republikanere for en stund overgive sig. For lige netop i dét øjeblik var vi ikke bare vidner til et udstyrsstykke af et bryllup med en masse fine gæster. Nej, da handlede det om noget andet. Nemlig om kærligheden - og om, hvad den kan gøre ved et menneske. Dét var, hvad kronprinsens blanke øjne på bevægende vis fortalte os alle. At Frederik og Mary er lykkelige, kan enhver se. Og der er al mulig grund til at ønske parret tillykke med, at de har fundet hinanden. Samtidig må vi som danskere også ønske hinanden tillykke med, at vi tilsyneladende har fået en kronprinsesse med de helt rigtige egenskaber til et job, som - hvordan man end vender og drejer det - er overordentligt vanskeligt.Jeg kan sådan set godt forstå, hvis Mary og Frederik er overvældet af opgavens omfang. På den ene side går de nu ind til en behagelig tilværelse med et hav af privilegier. Men det er kun den ene halvdel af historien. For på den anden side ved Frederik og Mary, at monarkiets fortsatte succes i Danmark dybest set står og falder med, hvordan lige præcis de to forvalter deres roller. Som kronprinsepar bliver deres opgave nu at forene det folkelige med det ophøjede. Og samtidig må de aldrig glemme, at kongehuset baserer sig på almindelige danskeres opbakning. Den ydmyghed skal de altid fastholde. Det bliver ikke nogen nem opgave. Men lad mig ønske det nygifte par al mulig held og lykke med den. De fortjener i den grad, at det lykkes for dem.