Nyheder11. august 2023

Tilbagekalder babynest: Risiko for flere farlige situationer

Sikkerhedsstyrelsen har meddelt, at børn kan være i fare, hvis de ligger i de fem typer babynest
Babynest klades tilbage
Dette er en af de babynest, der er blevet tilbagekaldt.
 Foto: Sikkerhedsstyrelsen

Der er god grund til at tjekke en ekstra gang, hvis du har en babynest af mærket Contrast Company liggende derhjemme.

I et opslag på Facebook bliver babynests med fem ordrenumre tilbagekaldt.

Ifølge Sikkerhedsstyrelsen er der to årsager til, at Contrast Company frivilligt tilbagekalder produkterne.

Der er nemlig risiko for kvælning, hvis et barn ligger i babynesten på grund af lange snore i den ene ende, hvilket kan føre til, at baby bliver viklet ind i den og kvalt.

Tjek ordrenummeret

Du finder det enkelte ordrenummer ved lynlåsen i madrassen:

Ordrenummer: 55475

Ordrenummer: 54145

Ordrenummer: 54150

Ordrenummer: 54144

Ordrenummer: 54151

Derudover er der også en revne mellem madrassen og siderne.

"Det kan hæmme barnets vejrtrækning, hvis barnet triller om på siden med mund og næse placeret i revnerne," lyder den anden forklaring.

Babynesten er solgt i Bilka, Føtex og Ønskebørn og på hjemmesiderne foetex.dk, bilka.dk og br.dk.

"Bruger du et af de fem babynest, bør du stoppe med det øjeblikkeligt og enten kassere produktet eller kontakte butikken, hvor du har købt varen," skriver Sikkerhedsstyrelsen.

Sponsoreret indhold