Nyheder3. februar 2024

Tidligere NB-profil venter først fremtidsafklaring om flere uger

Kim Edberg Andersen har før meldt sig klar på et nyt parti, men det er en mulighed at fortsætte som løsgænger
Venstre har talt varmt om eventuelt at få Kim Edberg Andersen ind i partiet. Selv holder han en dør åben for at fortsætte perioden ud som løsgænger og dernæst søge tilbage til det private arbejdsmarked. (Arkivfoto).  
Venstre har talt varmt om eventuelt at få Kim Edberg Andersen ind i partiet. Selv holder han en dør åben for at fortsætte perioden ud som løsgænger og dernæst søge tilbage til det private arbejdsmarked. (Arkivfoto).
 Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Det tidligere Nye Borgerlige-medlem og nuværende løsgænger i Folketinget Kim Edberg Andersen er "overhovedet ikke" tæt på en afklaring om sin fremtid.

Der kan godt gå tre uger eller længere, før han har truffet en beslutning om sit fremtidige politiske virke, siger han, og en mulighed er i den forbindelse også at fortsætte som løsgænger perioden ud - på trods af at han tidligere har sagt, at han gerne ville ind i et andet parti.

- Jeg skal ret beset også have fundet ud af, om jeg skal politik, eller om jeg skal noget andet, siger han.

- Det, der taler på plussiden (for at melde sig ind i et parti, red.), er, at der ikke er tvivl om, at det i Folketinget er der, man kan flytte noget. Men på minussiden skal jeg ikke sidde i Folketinget for noget, jeg ikke føler, jeg kan stå inde for, siger han.

Kim Edberg Andersen meldte sig officielt ud af Nye Borgerlige i midten af januar.

Hans tidligere partifælle Pernille Vermund har meldt sig ind i Liberal Alliance, og selv har Edberg Andersen nævnt Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Venstre som partier, han kunne se sig selv i.

Spørgsmål: Der er jo i nogle henseender stor forskel på de tre partiers politik. Er det ikke lidt specielt at kunne se sig selv i dem alle?

- Nej, det synes jeg faktisk ikke. Jeg har jo tidligere været i Dansk Folkeparti og skiftede så til Nye Borgerlige. Som menneske har jeg det liberale islæt, men jeg har også det sociale, siger Kim Edberg Andersen.

Sponsoreret indhold