
Tidligere folketingsmedlem og borgmester Uffe Thorndahl er død: - Betød meget for mig

LÆS OGSÅ: Pernille Rosenkrantz-Theil scorer fedt ben
En af landets helt store politiske profiler, Uffe Thorndahl, er død, bekræfter hans bonus-barnebarn Anna Spindler fredag over for SE og HØR.
- Han sov stille ind på Roskilde Sygehus den 19. november.
Det var Uffe Thorndahl, der inspirerede Anna Spindler til selv at blive politiker. Hun var i praktik hos ham, da hun gik i 8. klasse, og siden dengang har drømmen om politik levet i Spindler.
Hun blev en del af Holbæk Kommunes byråd for Danmarksdemokraterne ved det nyligt overstået kommunalvalg, og hun nåede lige akkurat at dele nyheden med Uffe, en halv time før han åndede ud.
- Jeg vælger at tro på, at han ventede på, at jeg fortalte ham, at nu var jeg kommet ind i byrådet. Nu bar jeg ligesom stafetten videre.
- Han har været forkæmper for retfærdighed. Han er en, der gerne har villet råbe op, når folk ikke har opført sig ordenligt. Den tanke har jeg ligesom taget med mig.
I sine sidste uger blev Uffe Thorndahl meget syg, og han lå indlagt på Roskilde Sygehus.
- Jeg arbejder i Roskilde. Så jeg har kunnet bruge frokostpausen på at køre forbi. De sidste par uger har jeg næsten set ham dagligt, fortæller hun og fortsætter:
- Det har været mens valgkampen var intens. Han livede helt op, fordi han kunne snakke politik. Det var det, han brændte for.
Uffe Thorndahls politiske karriere strakte sig over flere årtier, hvor han både lavede politisk arbejde i Folketinget, ligesom han i en årrække var borgmester i Hørsholm Kommune.

Borgmesterkæden tog han på første gang i 2001 under de Konservatives grønne farver, men i sit sidste år som borgmester fra '08 til '09 var han ikke medlem af noget parti, fordi han kritiserede Lars Løkke Rasmussen.
Gennem hele sit politiske liv var Uffe Thorndahl en mester i at tiltrække sig både god og dårlig opmærksomhed.
Han meldte blandt andet flere politikere til politiet, ligesom han i sine senere år sendte så mange aktindsigter til forskellige kommuner, at det blev kaldt for chikane, og Thorndahl endte med selv at blive politianmeldt.
Faktisk bad han om aktindsigt så ofte, at man blev nødt til at ansætte en medarbejder kun til at svare på alle Thorndahls anmodninger.
Uffe Thorndahl blev 84 år gammel.
