Nyheder22. august 2023 (opd. 22. august 2023)

Tidligere chefredaktør Asger Juhl har fået nyt job

Den tidligere chef på Ekstra Bladet skal nu smede kampagner for Dansk Folkeparti

Tidligere journalistisk chefredaktør på Ekstra Bladet Asger Juhl skal være kampagnechef for Dansk Folkeparti.

Det oplyser partiet i en pressemeddelelse, skriver netmediet Altinget.

- I mange år har jeg dækket politik udefra, og nu har jeg fået muligheden for at være med i maskinrummet og se, hvordan politik fungerer indefra. Det glæder jeg mig meget til, lyder det fra Asger Juhl i meddelelsen.

Asger Juhl stoppede på Ekstra Bladet i juni efter blot ni måneder.

Her lød det, at han stoppede med omgående virkning, da han "aldrig rigtigt fandt" sig til rette på mediet.

Han understregede, at han ikke var blevet fyret.

Altinget skriver, at Asger Juhl nu blandt andet skal stå i spidsen for valgkampagnen i forbindelse med valget til EU-Parlamentet næste år.

Derudover vil arbejdsopgaverne bestå i pressehåndtering, ledelse og strategisk rådgivning i forhold til politik og kommunikation.

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, glæder sig over nyheden.

På det sociale medie X, tidligere kendt som Twitter, kalder han det en "fantastisk nyhed" og byder Asger Juhl velkommen på holdet.

Asger Juhl kom i sin tid til Ekstra Bladet fra "Den Uafhængige", som han var med til at stifte, i oktober sidste år.

Han har tidligere blandt andet været vært på Radio 24Syv.

I april blev det besluttet, at Asger Juhl ikke længere skulle være daglig chef på tre redaktioner på Ekstra Bladet.

Det var udfaldet af et stormøde på avisen, skrev fagbladet Journalisten.

Ifølge flere kilder, som fagbladet havde talt med, havde der i de seneste måneder været uro på mediet på grund af Juhls ledelse.

Sponsoreret indhold