Nyheder28. august 2025

Thomas Ingemansen trækker sig: Anklages for seksuelle krænkelser

Den nu forhenværende konservative borgmesterkandidat skulle angiveligt have sendt nøgenbilleder og gjort seksuelle tilnærmelser mod en ung partikollega
Thomas Ingemansen mener selv, at relationen var gensidig. 
Thomas Ingemansen mener selv, at relationen var gensidig.
 Foto: Faaborg-Midtfyn Kommune

En skandale er under opsejling i det konservative bagland i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Partiets borgmesterkandidat Thomas Ingemansen trak sig i sidste uge for, i egne ord, at prioritere familien. Sådan lød det ifølge Ekstra Bladet i et opslag på Facebook.

Nu skriver Fyens.dk, at der tilsyneladende ligger noget dybere bag.

Den 18-årige partikollega Lucas Svendsen stiller sig i hvert fald nu frem i mediet og fortæller, at Thomas Ingemansen har gjort seksuelle tilnærmelser mod ham.

Der skulle være tale om blandt andet tilsendte nøgenbilleder. Mediet skriver, at de har set korrespondancen og de pågældende billeder.

Lucas Svendsen fortæller, at han ikke ønskede den form for kontakt, og at han ledte efter en vej ud af relationen, uden at det gik ud over hans position i partiet.

De Konservatives kredsformand Anders Bang Lauritsen bekræfter, at det var en sag, der dannede grobund for Thomas Ingemansens pludselig stop.

Ingemansen har i et skriftligt svar til mediet slået fast, at han har betragtet relationen som gensidig, men at han beklager, hvis Svendsen har følt sig krænket.

Sponsoreret indhold