Thomas Gravesen: Luksusvilla til 25 mio. kr.
For dem, der ikke lige kan huske det, er Thomas Gravesen ham, der var kæreste med Kira Eggers. Og så var han en højt elsket, højt råbende og højt gageret fodboldspiller.
I 12 år har han været i udlandet og tjent en formue. Og de penge bliver nu sat i et eksklusivt villabyggeri ved Vejle.
33-årige Thomas Gravesen har købt en grund på 4280 kvm ved Daugård Strand, der ligger lige ned til Vejle Fjord. Og firmaet Bo Plan Aps i Vejen bekræfter over for Ekstra Bladet, at de skal bygge den villa, der skal ligge på den naturskønne grund. Luksusvillaen anslås at komme til at koste mellem 20 og 25 mio. kr.
Så alt tyder på, at den før i tiden så succesfulde spiller er på vej til at vende næsen hjemad.
Siden 1997 har han tjent penge i så prestigefyldte klubber som Hamburg SV, Everton, Celtic og ikke mindst Real Madrid. Ikke mindst den sidste klub har kastet så mange penge efter den danske rapkæftede og hårde hund, at han kun kan betragte udgifterne til sit nye hjem som et greb i lommen.
Thomas Gravesen indstillede sin fodboldkarriere officielt i begyndelsen af året. Allerede i 2006 sagde han farvel til fodboldlandsholdet efter 66 kampe i rød-hvidt.