Nyheder6. november 2014

Thomas Buttenschøn: Gaffa-pris er min fuckfinger

Indstillet til tre Gaffa-priser
https://imgix.seoghoer.dk/media/5d8106c8a3104b659527c2b68dd9ecd2.jpg
 Foto: Martin Høien



Han skrev den mest til sig selv, og derfor skulle den også kun kunne købes, der hvor han samtidig stod og sang den live. Thomas Buttenschøns nyeste plade "Sange Der Ikke Er Til Radioen" var på alle måder tænkt som et underspillet og meget personligt projekt.

Netop derfor kommer de tre indstillinger til Gaffa-prisen, som uddeles af musikmagasinet Gaffa, også som lidt af en overraskelse for den danske hitmager. Det fortæller Buttenschøn selv på sin facebook-profil.

- Jeg håber, I vil stemme på en anderledes pop-udgivelse. Og hvis jeg vinder, så kan vi sammen sende en fuckfinger (ja, det står der) over på den anden side af mainstream Danmark, skriver Thomas Buttenschøn på facebook.

Den 29-årige sanger, som er halvt dansk og halvt zambisk, slog igennem i 2006 med det opløftende pophit "Fantastiske mandag".

I de mellemliggende år har den danske sanger fortsat leveret hit på hit, alt mens han offentligt har delt sin kamp som HIV-smittet og arbejdet for at aftabuisere den sygdom, som han selv fik overført af sin far ved undfangelsen.

Med sin nyeste plade, der ifølge Buttenschøn selv handler mest om død, alkoholisme, overflod og besværlig kærlighed, ville den livskloge kunstner derfor lave noget, der skulle være alt andet end mainstream pop.

- Det paradoksale ved, at jeg har lavet et album, som ikke var tiltænkt andre end mig selv, er, at jeg rent faktisk aldrig før har fået så mange personlige breve, emails, facebook-beskeder og så videre fra folk, som er blevet rørt.

- Rørt af noget som ikke skulle røre nogen. Rørt af mine sange. Rørt af et eller andet, som fik dem til at tænke. Og dét synes jeg er fantastisk, skriver han på sin facebookprofil.

Thomas Buttenschøn er blevet indstillet af Gaffa i kategorierne "Årets Danske Album", "Årets Danske Mandlige Kunstner" og "Årets Danske Pop-Udgivelse". Hvem af de indstillede kunstnere, der ender med at blive nomineret i de respektive kategorier, er det op til læserne at bestemme.

Gaffa Prisen uddeles torsdag den 4. december i Bremen Teater i København. Her vil blandt andre Tina Dickow, De Eneste To og Topgunn komme og optræde. Hele showet sendes samtidig live på DR3.

Du kan stemme på, hvem af de indstillede kunstnere, du synes skal nomineres til en Gaffa Pris 2014, her: http://gaffa.dk/prisen

Sponsoreret indhold