Nyheder21. september 2023

Theresa Scavenius melder sig ud af Alternativet

Politikeren planlægger at fortsætte i Folketinget, og dermed mister partiet formentlig et mandat
Theresa Scavenius
Theresa Scavenius forlader Alternativet efter gentagende samarbejdsvanskeligheder.
 Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Theresa Scavenius, der er smidt ud af Alternativets folketingsgruppe, har meldt sig helt ud af partiet. Hun vil fortsætte i Folketinget.

Det skriver hun på Facebook.

I opslaget kommer hun ind på de samarbejdsvanskeligheder og uenigheder, der har været mellem hende og den resterende folketingsgruppe.

Uenighederne har, skriver Scavenius, blandt andet været på klimapolitikken. Scavenius var klimaordfører, indtil hun blev smidt ud af folketingsgruppen søndag.

Scavenius angiver uenigheder om forbuddet mod at brænde eksempelvis koraner af som værende der, "hvor kommunikationen stoppede" med resten af folketingsgruppen.

Hun har ventet med at melde sig helt ud af partiet, men det er altså sket nu.

- Jeg har i dag meldt mig ud af Alternativet, da jeg på baggrund af alt dette desværre ikke ser nogen anden mulighed. Jeg er optaget af at kunne fortsætte mit parlamentariske oppositionsarbejde, hvor jeg kan kontrollere og kritisere regeringens politik, skriver hun.

Hun skriver også om, hvordan der ud over de politiske uenigheder har været heftige kampe på de indre linjer på Christiansborg.

Hun skriver om, at det i Folketinget er "uønsket at holde fast i demokratiske principper og et faktuelt grundlag for politik".

- Når man holder fast, er man “besværlig”, “svær at samarbejde med”, og der kommer der et ekstremt modpres, som kommer i form af forskellige sociale repressalier og ubehagelige trusler, forsøg på karaktermord og falske anklager, hvor metoden er at bruge det sociale rum til at lægge et personligt pres, skriver hun.

Den resterende folketingsgruppe har beskyldt Theresa Scavenius for at udvise modvillighed mod at samarbejde og for at være grov over for medarbejdere og gruppemedlemmer.

De anklager har hun afvist, og hun sender en hilsen til medarbejderne i sit opslag.

- Jeg har dybe og personlige relationer til mange af jer i partiet, og de vil bestå det hele til trods, slutter hun opslaget.

Theresa Scavenius blev valgt til Folketinget ved valget i november sidste år.

Sponsoreret indhold