
Verdens vildeste TV: 130 tommer - og helt uden for rækkevidde

LÆS OGSÅ: Nye computere, vilde TV-skærme og blær
Hvis du troede, at et 85-tommer TV var stort, så er du ikke klar til techmessen CES 2026 i Las Vegas.
For Samsung har netop trukket tæppet af deres nyeste monster i Las Vegas: Et 130-tommer såkaldt Micro RGB-TV med så mange teknologiske muskler, at både væggen og bankkontoen risikerer at kollapse.
R95H hedder modellen, og den markerer en milepæl både i størrelse, teknologi og i, hvor langt væk almindelige mennesker er fra at få sådan en sag hjem i stuen.

Prisen er stadig ukendt, hvilket som regel er kodesprog for "glem det". Forventningen er mindst 250.000 kroner og måske mere.
Samsung siger, at det er deres største og mest avancerede Micro RGB-model nogensinde, og det er første gang teknologien, hvor hver eneste pixel består af en selvlysende rød, grøn og blå mikrodiode, rulles ud i denne størrelse.
Micro RGB skal i øvrigt ikke forveksles med miniLED eller OLED. Det her er den ægte vare: Ingen bagbelysning, ingen kompromiser og i teorien ingen svagheder.
Det er billedkvalitet i sin reneste form, men også med en kommende pris der lige nu kun giver mening i high-end designvillaer og tech-paladser i Dubai.
TV'et kan også tale med dig via teknologien Vision AI Companion, som kan oversætte sprog i realtid, analysere billedet og tilpasse både lyd og lys uden at du rører en knap.
Og som rosinen i den futuristiske pølseende får du adgang til både Microsoft Copilot og AI-tjenesten Perplexity direkte fra fjernbetjeningen.
Mere jordnært men stadig i den meget dyre evne er en anden nyhed fra netop Samsung. Nemlig en forstørret udgave af en ganske populær model i Danmark, The Frame.
Samsung pønser angiveligt på en 98-tommers version af deres populære model, som ligner kunst, når du ikke ser TV. Indtil nu har du "kun" kunne få den i op til 85 tommer.
På samme måde er LG klar med et comeback til deres ultratynde Wallpaper OLED, som hænger på væggen som et maleri og kommer med en trådløs boks, så du slipper for kabler.

Problemet er bare, at de her gigantiske skærme stadig ligger milevidt fra almindelige menneskers budget.
De billigere over 100 tommer LCD-modeller fra 2025 er ganske vist faldet drastisk i pris, men de nye 130-tommer kæmper kræver stadig speciallevering, kæmpe vægplads og nok penge på kontoen til, at elregningen virker som en biting.
Det ændrer så ikke på, at de nye dyre modeller sætter retningen. Præcis som OLED gjorde for ti år siden, og LCD før det. Det er startskuddet på næste generation.
Men de to sydkoreanere er ikke de eneste, der lancerer nyt på CES 2026.
Kinesiske TCL og Hisense har skruet så voldsomt op for lysstyrken, at almindelige OLED-TV bogstaveligt talt ligner lommelygter ved siden af.
TCLs kommende flagskib når imponerede 10.000 nits, mens Hisense eksperimenterer med en ny teknologi, der kan gøre farverne skarpe selv ved høj lysstyrke.
Samtidig lurer der en anden mere stille og billigere revolution i kulissen. Google har nemlig opgraderet deres Google TV-platform med Gemini, der er en kunstig intelligens, som flytter ind i fjernsynet og angiveligt gør stemmestyring mere brugbar i hverdagen.
I stedet for at rode med menuer, kan du sige: "Skru op" eller "gør billedet lysere", og så sker det.
Du kan samtidig søge i dine egne fotos, få genereret videoer og få visuelle svar på alt fra vejret til hvem, der vandt i Formel 1 sidste år.

Samsung forsøger på samme måde at gøre storskærmen mere personlig i løbet af 2026, hvor Samsung AI TV bliver blandt de første til at vise dine Google Photos direkte på fjernsynet.
Det kan blandt andet skete ved at samle og præsenterer dine billeder som små historier baseret på steder og personer.
Senere på året følger nye funktioner, hvor du blandt andet kan lade AI remixe dine billeder eller lave korte videoer ud af dine ferieminder.
