Tech19. marts 2024

Ny EU-lovgivning ændrer Google Maps: Længere vej ind

Brugere kan ikke længere nøjes med at søge på et sted i Googles søgefelt, hvis de vil ind på Google Maps
07 December 2021, Baden-Wuerttemberg, Villingen-Schwenningen: The Google Maps application app is seen on the display of an iPhone SE. Photo by: Silas Stein/picture-alliance/dpa/AP Images
Google Maps er blevet en smule sværere at tilgå.
 Foto: Silas Stein/picture-alliance/dpa

Hvis du i løbet af marts har skulle tilgå Google Maps, har vejen måske været længere for dig.

Det er således ikke længere nok at søge på et sted i Googles søgefelt, og derfra komme ind på Google Maps-tjenester.

Nu kræves det, at man går ind på Google Maps, og derefter søger på sin ønskede destination.

Det skyldes ifølge en blog fra Google EU-lovgivningspakken "Digital Markets Act" (DMA), der trådte i kraft i begyndelsen af marts.

En lovpakke, hvis formål er at skabe et mere fair europæisk marked for alle techvirksomheder, siger Kristoffer Ingemand Petersen, der er enterpriseredaktør hos mediet Computerworld og har fulgt og skrevet om techgiganternes reaktion på den nye lovgivning.

Han forklarer, at EU har udnævnt seks såkaldte "gatekeepers" - platforme, der skaber en vigtig forbindelse mellem virksomhederne og forbrugerne.

De seks "gatekeepers", der tæller Google-ejer Alphabet, Amazon, Apple, TikTok-ejer ByteDance, Meta og Microsoft, er blevet instrueret i, at gøre 22 af deres platforme og tjenester mere åbne og fair for andre virksomheder.

- Hvis man bliver udpeget som gatekeeper, så skal man låse sit økosystem op, så andre leverandører også kan leve i det økosystem, siger Kristoffer Ingemand Petersen.

Og det har fået Google til fjerne Google Maps fra sine søgninger. Dermed kan brugerne nemlig selv vælge, hvilken kort-app de vil bruge, og Google drager ikke fordel af søgemaskinen.

Ifølge Kristoffer Ingemand Petersen er det på sin vis klassisk EU-lovgivning at skabe en form for kontrol over de store digitale platforme.

- EU vil gerne åbne markedet op. EU har jo været lidt aggressive i forhold til at stoppe nogle opkøb fra store tech-virksomheder her på det sidste.

- Så kan man motivforske lidt i, om der måske er nogle europæiske virksomheder, der har lidt større chance for at komme ind på nogle markeder. Men det handler om at forsøge at gøre konkurrencen mere lige, siger han.

DMA har også fået andre techgiganter til at lave fundamentale ændringer. Blandt andet har Apple været nødsaget til at tilbyde alternative "appstores" end sin egen.

Sponsoreret indhold